Sjælden billedbog af H.C. Andersen bliver i Danmark

Udenlandsk køber har accepteret et købstilbud, da der blev nedlagt forbud mod at føre unikt værk ud af landet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En sjælden billedbog af H.C. Andersen blev i maj solgt for 2,9 millioner kroner til en udenlandsk køber.

Men værket får lov at blive i Danmark, oplyser Det Kongelige Bibliotek.

Det har et samarbejde mellem Kulturværdiudvalget, Augustinus Fonden og Odense Bys Museer sørget for.

Det unikke værk var en fødselsdagsgave fra H.C. Andersen til den lille pige Marie Henriques i forbindelse med pigens treårs fødselsdag.

H.C. Andersen var ven af Henriques-familien.

Rejsebeskrivelse på 184 sider

Billedbogen er en illustreret rejsebeskrivelse på 184 sider, som han gav til lille Marie Henriques i enten 1868 eller 1869.

Historien handler om den lille Maries rejse ud i verden sammen med sin strikse barnepige Sidse.

Da værket blev solgt til en udenlandsk køber, valgte Kulturværdiudvalget at nedlægge forbud mod at tage billedbogen ud af landet.

Købstilbud

Når denne ret tages i brug, skal det følges op af et købstilbud.

Det tilbud har den udenlandske køber valgt at takke ja til.

Det glæder formand for Kulturværdiudvalget, Svend Larsen.

– Dette værk er i en klasse for sig, og udvalget har vurderet, at der er tale om en umistelig kulturværdi af afgørende national betydning, som derfor ikke kan tillades udført af Danmark, siger han i en pressemeddelelse.

– Det er en stor gevinst, at danskerne fremover kan glæde sig over H.C. Andersens billedbog. Billedbogen bliver nu vores fælles eje i kraft af en stor donation fra Augustinus Fonden. Også Slots- og Kulturstyrelsen har bidraget til købet, siger han.

Billedbogen bliver givet til Odense Bys Museer. Her vil den blive udstillet fra august, fortæller museumschef Torben Grøngaard Jeppesen.

Der findes 19 kendte billedbøger af den danske eventyrforfatter.

Men det specielle forhold til Marie Henriques og hendes familie gør, at bogen, der blev solgt tirsdag, er helt speciel.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS