George Alexander Louis blev prinsens navn

torsdag d. 25. juli 2013 kl: 9. 50 Af: Ritzau Fokus
 

 Foto: AP Photo/John Stillwell, Pool / POLFOTO

Royalt bryllup: Så vild er gæstelisten

Prins William og hertuginde Kates nyfødte søn skal hedde George, oplyser det britiske kongehus.

Det blev, som mange havde gættet på; den nyfødte britiske prins skal hedde George, ligesom en hel del britiske konger har heddet det før ham.

Det oplyser det britiske kongehus ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

Og som det er tradition i de fleste kongehuse, får den lille prins, der er nummer tre i den britiske tronfølge, ikke kun ét navn.

Hans fulde titel bliver hans kongelige højhed, prins George Alexander Louis af Cambridge.

Den lille prins George kom til verden mandag eftermiddag på St. Mary’s Hospital i London, og verden fik det første glimt af ham et døgn senere, da prins William og hertuginde Kate viste deres førstefødte frem for den samlede verdenspresse.

Prins George har også mødt det meste af sin nærmeste familie. Både farfar prins Charles, oldemor dronning Elizabeth II, farbror prins Harry, moster Pippa Middleton og mormor og morfar Carole og Michael Middleton har aflagt ham besøg i de to første døgn i hans liv.

Efter at tilbringe det første døgn af sit liv på St. Mary’s Hospital, kørte prins William tirsdag aften selv den lille – på det tidspunkt unavngivne – prins hjem til Kensington Palace, som er familiens officielle hjem i London.

Kort før køreturen hjem spurgte en journalist prins William, om hans søn skulle hedde George. William svarede “vent og se” og lavede sjov med, at de endnu ikke havde besluttet sig for et navn.

Når prins George en dag bliver konge af Storbritannien efter sin farfar, prins Charles, og sin far, prins William, bliver han briternes syvende kong George – nærmere betegnet George VII.

Den seneste kong George var den nuværende dronning Elizabeth II’s far, George VI, der døde i 1952.

Efter to begivenhedsrige dage i mediernes søgelys, beder det britiske hof nu om, at man respekterer, at den lille nye familie skal have fred.

Folk er rasende på kongelig familie: Fik lille prins virkelig lov til dette?

– Nu er det tid til at de (William og Kate, red.) får lidt privatliv og stilhed, så de kan lære deres søn at kende, siger en talsmand fra Kensington Palace ifølge BBC.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu