MGP-gyser er under opsejling: Det har aldrig været tættere

lørdag d. 10. februar 2018 kl: 20. 42 Af: Ritzau Fokus

Læs med her: Alt hvad du skal vide om Dansk Melodi Grand Prix 2018. Feltet af favoritter er bredt i årets udgave af Dansk Melodi Grand Prix. Det vurderer en bookmaker, som dog sætter aftenens tredje deltager som favorit.

Favoritfeltet er bredere, end det længe har været, når Dansk Melodi Grand Prix 2018 holdes i Aalborg lørdag aften.

Det vurderer bookmakeren Unibet.

– Det er et felt, der lyder stærkere, end det har gjort længe.

– Meldingen fra oddssætterne er, at det er ti temmelig gode melodier, hvor der er et favoritfelt på fire sange. Rasmussen, Carlsen, Sandra og Anna Ritsmar ligger tæt, siger Per Marxen, pressechef hos Unibet.

Jonas Rasmussen er favorit

Unibets favorit til at løbe med sejren er 33-årige Jonas Flodager Rasmussen, der optræder under navnet Rasmussen med nummeret “Higher Ground”.

Han har i ugens løb overtaget favoritrollen hos Unibet fra Sandra, og til Rasmussens fordel taler sangens melodi, men flere ting bliver afgørende, spår Unibet.

– Sangen er fængende, men spørgsmålet er ikke kun, om du har en fængende sang. Det handler også om, hvordan den bliver leveret på dagen, og hvem der har karisma.

Det gælder om at ramme dagen

– Det bliver helt afgørende, hvem der rammer dagen og brænder igennem på skærmen og i salen, for det bliver helt sikkert de små marginaler, der bliver afgørende for dette melodigrandprix, siger Per Marxen.

Rollen som favorit tager Rasmussen gerne på sig, men han er forsigtig med at spå om sine vinderchancer.

– Jeg er enormt beæret og stolt over, at folk har taget så godt imod sangen. Men jeg synes også, jeg kan huske, at det ikke altid er favoritten, der vinder. Jeg tør slet ikke læne mig tilbage i stolen og slappe af med det her felt af sangere og sange. Alt kan ske, siger han.

Danmarks fem dårligste sange ved Eurovision

Hele pakken skal leveres

Ligesom bookmakerne tror han også, at aftenens vinder bliver den solist eller gruppe, som formår at levere hele pakken lørdag aften.

Derfor håber han også, at han kan trække på sin erfaring.

– Jeg står normalt meget på scenen, så jeg er vant til at gøre den del af jobbet. Men der er så tv på denne gang, og det har jeg ikke prøvet før. Så jeg er spændt på, hvordan jeg reagerer, men jeg satser på, at min sceneerfaring træder ind og gør, at jeg kan holde mig fokuseret, siger Jonas Flodager Rasmussen.

Hos spilleselskabet Nordicbet tror man derimod, at sejren går til 17-årige Anna Ritsmar, der er feltet yngste deltager. Hun stiller op i melodigrandprixet med sangen “Starlight”.

Lever fint med et ekstra pres

– Det kom lidt bag på mig, men jeg er selvfølgelig glad for det. Jeg prøver ikke at tænke for meget over det, for man kan jo også blive helt skuffet, hvis man regner med at vinde, og det ikke sker.

– Der er selvfølgelig et ekstra pres, men det er ikke noget, jeg tænker så meget over, siger Anna Ritsmar.

Dansk Melodi Grand Prix 2018 afholdes lørdag aften i Gigantium i Aalborg.

Her skal ti sange dyste om sejren og muligheden for at repræsentere Danmark ved Eurovision i Lissabon til maj.

Alt hvad du skal vide om Dansk Melodi Grand Prix 2018:

Disse 10 deltagere dyster i Det Danske Melodi Grand Prix 2018 i Aalborg:

Sang nr. 1: Ditte Marie – “Riot”.
Sang nr. 2: Anna Ritsmar – “Starlight”.
Sang nr. 3: Rasmussen – “Higher Ground”.
Sang nr. 4: Sannie – “Boys On Girls”.
Sang nr. 5: Sandra – “Angels To My Battlefield”.
Sang nr. 6: Lasse Meling – “Unfound”.
Sang nr. 7: Carlsen – “Standing Up For Love”.
Sang nr. 8: Karui – “Signals”.
Sang nr. 9: Rikke Ganer-Tolsøe – “Holder fast i ingenting”.
Sang nr. 10: Albin Fredy – “Music For The Road”.

Når vinderen af Dansk Melodi Grand Prix skal findes lørdag aften i Aalborg, foregår det således:

* Seerne kan stemme, når de 10 sange fremføres – enten per sms eller med en særlig grandprix-app.
* Seerstemmerne bliver lagt sammen med juryens stemmer. Juryen består af fem udvalgte melodigrandprix-fans.
* Seere og jury sidder hver med 50 procent af magten og vil sammen afgøre, hvilke tre sange der skal klare sig videre til konkurrencens afgørende runde.
* Dernæst skal de tre mest populære sange fremføres igen, og både seernes og juryens stemmer afgør resultatet.
* Herefter kan vinderen, der får æren af at repræsentere Danmark i Eurovision Song Contest i Portugal til maj, udråbes.

Få styr på, hvordan grandprixet foregår:

* Det er 61. gang, at der afholdes Dansk Melodi Grand Prix. I år finder grandprixet sted i Gigantium i Aalborg lørdag den 10. februar klokken 20.
* Annette Heick og Johannes Nymark er årets værter. De var også værter sidste år.
* De seneste år har omkring 1,5 millioner mennesker set melodigrandprix i fjernsynet.
* De tre sange med flest stemmer går videre til superfinalen, hvor deltagerne synger igen, og der kan stemmes på ny.
* Vindersangen kåres ud fra danskernes stemmer via sms eller en app samt stemmer fra en fanjury, som består af fem ekspertfans.
* Seernes stemmer tæller 50 procent, og det samme gør fanjuryens.
* Vinderen skal repræsentere Danmark ved det europæiske melodigrandprix, Eurovision Song Contest, i Portugal i maj.

De seneste ti års vindere:

Den danske vinder-sang er et modigt valg

2017: Anja Nissen: “Where I am” (nummer 20 ved Eurovision)
2016: Lighthouse X: “Soldiers of Love” (røg ud af semifinalen ved Eurovision)
2015: Anti Social Media: “The Way You Are” (røg ud af semifinalen ved Eurovision)
2014: Basim: “Cliche Love Song” (nummer 9 ved Eurovision)
2013: Emmelie de Forest: “Only Teardrops” (vandt Eurovision)
2012: Soluna Samay: “Should’ve Known Better” (nummer 23 ved Eurovision)
2011: A Friend in London: “New Tomorrow” (nummer 5 ved Eurovision)
2010: Chanée & N’evergreen: “In a Moment Like This” (nummer 4 ved Eurovision)
2009: Brinck: “Believe Again” (nummer 13 ved Eurovision)
2008: Simon Mathew: “All Night Long” (nummer 15 ved Eurovision)

Kilder: betxpert.com, DR.

Del din kommentar

Forsiden lige nu