Helena Christensen designer årets Knæk Cancer t-shirt
Helena Christensen har designet dette års Knæk Cancer t-shirt.
Et af Danmarks største modeikoner, Helena Christensen, er i år med på holdet, når Boozt.com, sammen med InWear og Matinique designer de officielle Knæk Cancer t-shirts til TV2 og Kræftens Bekæmpelses store Knæk Cancer kampagne i uge 43. Som noget helt nyt i år er der også designet en t-shirt til mænd.
Knæk Cancer-blomst frit fortolket af Helena Christensen
Den velkendte Knæk Cancer-blomst, som pryder t-shirten til kvinder, er i år designet af Helena Christensen, der efter sin succesfulde karriere som topmodel nu udfolder sig kreativt som fotograf. Helenas håndtegnede motiv er inspireret af naturlige, vilde blomster, men referencen til den velkendte Knæk Cancer-blomst forbliver tydelig.
– Jeg er taknemmelig over at have designet årets t-shirt til kvinder. Knæk Cancer er en fælles sag, der er meningsfuld for alle danskere, og på en visuel måde sender t-shirten et vigtigt signal. Jo flere vi står sammen, jo stærkere bliver sagen, og jo tættere kommer vi på målet, siger Helena Christensen i en pressemeddelelse.
De officielle t-shirts til både mænd og kvinder kan købes hos Boozt.com. Målet er at indsamle mere end den halve million kroner, som var resultatet sidste år.