Én af de største: Legenden Henning Jensen er død

tirsdag d. 5. december 2017 kl: 10. 57 Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Han var et af dansk fodbolds store ikoner.

Henning Jensen er død efter kort tids sygdom. Han blev 68 år. Det bekræfter familien over BT tirsdag.

Den 68-årige tidligere fodboldspiller var blevet syg med kræft.

I sin sportskarriere nåede nordjyden vidt omkring i det store udland.

Instruerede hitfilm der førte en hel serie med sig: Nu er han død

Han har således spillet med nogle af de allerstørste stjerner fra den periode i europæisk fodbold.

Den engang så vævre midtbanespiller blev allerede udtaget til det danske landshold uden nogensinde at have spillet en kamp på divisionsniveau.

Han havde slået sine folder i Nørresundby som seriespiller.

De største

I tyske Borussia Mönchengladbach spillede Henning Jensen sammen med Allan Simonsen, en anden af 70’ernes helt store danske fodbold-helte, og Jupp Heynckes.

Efter at have vundet en håndfuld titler i det tyske, kom Jensen til kongeklubben i Spanien, Real Madrid, hvor det desuden blev til to mesterskaber.

I Ajax Amsterdam var den vellidte fodbold-helt også med til at vinde et mesterskab i 1980.

Den hæder opnåede Henning Jensen ikke hos sin sidste professionelle klub, AGF i Aarhus, hvor han sluttede en godt 10-årig karriere på topplan i 1983.

Helt slut var det efter en sæson i ungdomsklubben Nørresundby. Vel hjemme i det nordjyske – som en af de største, vi nogensinde har haft.

Blå bog

* Navn: Henning Jensen.

* Født: 17. august 1949 i Nørresundby.

* Død: 4. december 2017 (68 år).

Fodboldkarriere:

* Position: Angriber.

* Frem til 1972: Nørresundby.

* 1972-1976: Borussia Mönchengladbach.

* 1976-1979: Real Madrid.

* 1979-1981: Ajax.

* 1981-1983: AGF.

* 1984: Nørresundby.

* Landskampe: 21 kampe, 9 mål.

Titler:

* Tysk mester to gange.

* Tysk pokalvinder én gang.

* Uefa Cup-vinder én gang.

* Spansk mester to gange.

* Hollandsk mester én gang.

Øvrigt:

* Var den første dansker i Real Madrid.

* Lavede i 1973 det ikoniske hovedstødsmål på Wembley i “EF-kampen”. Billedet pryder forsiden på romanen “Fodboldenglen”.

* Kort tids kræftsygdom var årsag til hans død.

Kilder: DBU, Transfermarkt, BT, Ritzau og Nordjyske.

Del din kommentar

Forsiden lige nu