Her er den bedste komedieserie nogensinde

fredag d. 6. januar 2017 kl: 5. 42 Af: Ritzau Fokus
Halløj på badehotellet
De britiske komikere har talt: Halløj på badehotellet er den bedste britiske komedieserie nogensinde. Foto: Scanpix (Arkivfoto)

De britiske komikere har talt: Halløj på badehotellet er den bedste britiske komedieserie nogensinde.

John Cleese havde i rollen som den kortluntede og maniske Basil Fawlty i løbet af 1970’erne et hyr med at holde styr på sin stab, sit hotel og sig selv på Fawlty Towers.

Nu er kultserien blevet hyldet med titlen som den bedste britiske komedieserie nogensinde. Det skriver BBC.

Det til trods for, at Halløj på badehotellet, som den kom til at hedde på dansk, blot bestod af to sæsoner af hver seks afsnit – den første blev sendt i 1975 og den næste først i 1979.

Begge sæsoner blev vist for første gang på DR i 1979-1980.

Rørt John Cleese giver rosende farvel til afdød kollega

Det er tv-netværket Gold, som har adspurgt over 100 britiske komikere i forbindelse med et kommende show, der vil analysere tidligere og nuværende komedieserier og sketchshows.

Tyske gæster på hotellet

Blandt de scener, som blev fremhævet af de adspurgte komikere som værende sjovest, er blandt andet scenen, hvor John Cleeses karakter, Basil Fawlty, får tyske gæster på hotellet og flere gange hysterisk udbryder:

– Don’t mention the war! (nævn ikke krigen, red.)

Tjeneren Manuel døde i december

I starten af december døde Andrew Sachs, der spillede den kuede tjener fra Barcelona, Manuel, i serien.

– Jeg tror, at han var en af de mest behagelige at arbejde sammen med. Ikke bare fordi han var meget føjelig – han var en meget sød og rar mand. Det var som at spille tennis med en, der var præcis lige så god, som du selv er, sagde John Cleese dengang om sin afdøde kollega til BBC.

Ud over Halløj på badehotellet rangerede serierne Den sorte snog og The Office også højt på listen.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu