Lydoptagelse i USA: Se detaljerne om Paris’ selvmordsforsøg

onsdag d. 12. juni 2013 kl: 11. 29 Af: Ritzau Fokus
 

Paris Jacksons selvmordsforsøg kommer i kølvandet på en retssag, hvor familien sagsøger koncertgiganten AEG Live, som de mener er ansvarlige for at have hyret livlægen Conrad Murray. Foto: AP / POLFOTO

Paris Jackson forlader modeshow i "heste-protest"

Alarmopkaldet fra Paris Jacksons selvmordsforsøg er blevet offentliggjort i den amerikanske presse.

Sidste uge var dramatisk for familien Jackson.

Onsdag kom det frem, at det afdøde popikons 15-årige datter havde forsøgt at begå selvmord, hvorefter hun blev indlagt på West Hills-hospitalet i Los Angeles.

Jackson-familiens advokat, Perry Sanders, oplyste samme dag, at den 15-årige pige var i bedring.

Nu er en lydoptagelse fra alarmopkaldet blevet offentliggjort i amerikansk presse.

Optagelsen afslører, at Paris Jackson havde slugt 20 smertestillende piller af mærket Motrin, hvorefter hun skar sig i armen med en køkkenkniv.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det flere minutter lange lydklip afslører også, at den 15-årige pige var ved bevidsthed, før hun blev kørt til hospitalet fra sit hjem i Calabasas, Californien.

Det er den 83-årige farmor, Katherine Jackson, og Michael Jacksons nevø, T.J. Jackson, som har forældremyndigheden over Paris og brødrene Prince Michael og Prince Michael II, også kendt som “Blanket”.

Paris Jacksons selvmordsforsøg kommer i kølvandet på en retssag, hvor familien sagsøger koncertgiganten AEG Live, som de mener er ansvarlige for at have hyret livlægen Conrad Murray.

Lægen er i øjeblikket fængslet for uagtsomt manddrab i forbindelse med popkongens død.

Men Jacksons-familiens advokat mener ikke, at den 15-årige Paris’ selvmordsforsøg har noget med den verserende retssag at gøre.

– Ingen ville tvinge hende til noget, siger Jackson-familiens advokat, Perry Sanders, til People.com.

Han oplyser, at hun netop har afgivet forklaring i den nu syv uger lange retssag.

Popkongens datter stråler som fotomodel

– Jeg var med til hendes vidneforklaring begge dage. Hun var i balance, og vidneforklaringen gik godt. Paris er en god og stærk person, siger Perry Sanders videre.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu