Herrens Veje-holdet efter Robert-triumf: -Vi tvivlede på serien

mandag d. 5. februar 2018 kl: 22. 00 Af: Ritzau Fokus

Lars Mikkelsen var ikke sikker på, hvordan serien om tro og religion ville blive modtaget.

En serie om præster, tro, religion og eksistens i den bedste sendetid på DR var lidt af et sats, men søndag aften kunne holdet bag “Herrens Veje” gå på scenen ved Robert Prisen og modtage flere statuetter

DR klar med ny tv-satsning om tabet af Sønderjylland

Mens Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen vandt for årets skuespiller og skuespillerinde i en tv-serie, blev den dystre serie også kåret til årets bedste.

Triumf for holdet

Og det er en triumf for holdet, der gjorde sig mange tanker om, hvordan DR-serien ville blive modtaget.

– Vi var alle sammen i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kunne lave sådan en serie, og at folk kan se, at det kan man, betyder utrolig meget, siger Lars Mikkelsen, der mener, at “Herrens Veje” skiller sig ud i mængden af tv.

– Jeg synes, denne her serie gør noget andet, end så mange andre har gjort i noget tid. Den er ekstremt karakterbåret og tager fat i både eksistens og tro, siger han.

Serien har skabt debat

For Adam Price, der er hovedforfatter på serien, har den største sejr været, at serien har skabt debat. Det var hans store ønske.

– Jeg synes, det er gået rigtig godt, bedre end vi faktisk turde håbe. Vi ville jo gerne have, at folk begyndte at diskutere tro og religion både derhjemme og på arbejdspladserne og i kantinerne, siger han og uddyber:

– For hvis vi kan tale om tro og religion og de ting, der deler os, så slår vi ikke hinanden ihjel. Og hvis vi kan få lov til at bidrage til det med vores lille stemme, så skal vi være rigtig glade, siger han.

Lige nu er Herrens Veje-holdet i gang med optagelserne til sæson to, og når de møder ind mandag, skal prisen fejres med en god flaske, fortæller Adam Price.

Hvad anden sæson af serien kommer til at byde på, løfter han kun lidt af sløret for.

Dansker vil lave Star Wars-serie - og Lars Mikkelsen skal være med

– Vi er sluttet i mørke og død og ulykke, og nu skal vi op i lyset. Forhåbentlig kan vi samle det fragmenterede billede til noget, der kan glæde os alle sammen, siger han.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu