Isolerer sig: -Ville godt nok være surt

Holger Rune rejser til Australien 27. december for at forberede sig bedst muligt til Australian Open

Holger Rune rejser til Australien 27. december. (Arkivfoto)
Holger Rune rejser til Australien 27. december. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Grand slam-turneringen Australian Open begynder først 17. januar, men allerede 27. december rejser den danske tenniskomet Holger Rune "Down Under".

Julen i Danmark holdes på lavt blus uden sociale arrangementer for at minimere risikoen for coronasmitte.

- Vi tør ikke rigtig julearrangementer, når smitten går som en steppebrand i det danske land, forklarer Holger Runes mor og manager, Aneke Rune.

I stedet er der fuld fokus på optimal forberedelse til årets første grand slam-turnering. Alle dage har stået på træning frem mod den første opvarmningsturnering i Adelaide, der begynder 3. januar.

Sikret plads i kval'en

Her er Rune sikret en plads i kvalifikationen.

- Det ville godt nok være surt at blive smittet inden afrejse og ikke kunne få opvarmningsturneringen i Adelaide med, lyder det fra Aneke Rune.

Hun tilføjer, at det også er planen at spille den anden opvarmningsturnering i Adelaide, der begynder 10. januar, men her er Holger Rune endnu ikke indenfor.

Derimod er hans placering som nummer 103 på verdensranglisten nok til at træde direkte ind i Australian Opens hovedturnering.

Det bliver sæsonens foreløbige kulmination ovenpå en ambitiøs preseason, hvor den 18-årige dansker både har trænet i Monte Carlo og på Patrick Mouratoglous akademi i Frankrig.

Trænet med verdensstjerner

Undervejs er det blevet til kompetent træningsmodstand i skikkelse af bulgareren Grigor Dimitrov, den unge canadier Felix Auger-Aliassime, der er nummer 11 på verdensranglisten, og selveste Daniil Medvedev fra Rusland, der vandt US Open og ligger nummer to i verden, beretter Aneke Rune.

Efter sæsonafslutningen er Holger Rune desuden blevet vaccineret to gange, som er en nødvendighed for at deltage i Australian Open.

Det er første gang, at han deltager i turneringen i de voksnes rækker, hvor han fik sin grand slam-debut i sidste års US Open med nederlaget i første runde til verdensetteren, Novak Djokovic, i fire sæt.

Holger Rune Blå bog

Fulde navn: Holger Vitus Nødskov Rune

Født 29. april 2003

188 cm

Blev professionel i 2020

Debut som 14-årig på det danske landshold

Opvokset i Gentofte og startede tenniskarrieren i Hellerup Idrætsklub (HIK)

null
Powered by Labrador CMS