Hugh Hefner er død

torsdag d. 28. september 2017 kl: 5. 35 Af: Ritzau Fokus

Grundlæggeren af mandebladet Playboy, amerikaneren Hugh Hefner, er død. Han blev 91 år gammel.

Hugh Hefner er død. Han var manden bag Playboy. Han blev 91 år gammel.

Hugh Hefners liv bød på adskillige kvindelige bekendtskaber, akkurat som siderne i hans livsværk, det amerikanske mandeblad Playboy, der har en kanin iført butterfly som letgenkendeligt logo.

Hugh Marston Hefner blev født i Chicago i 1926 i et middelklassehjem som første barn af to lærerforældre.

Han nåede at aftjene værnepligt under Anden Verdenskrig, hvor han arbejdede for militærets avis.

Og det blev jobbet som journalist, der fik ham på sporet af den enestående karriere, han endte med at forfølge.

Lånte penge for at starte Playboy

I et interview med New York Times fra 2008, fortalte Hefner, hvordan han lånte penge af blandt andet sin mor, for at få råd til at grundlægge det siden så verdenskendte Playboy-blad, der kom på gaden for første gang i december 1953.

Med Marilyn Monroe som lokkedue blev der dengang solgt over 50.000 eksemplarer.

– Det næste blad solgte endnu flere eksemplarer. Grunden til, at bladet var så populært, er mere end hvad vi var i stand til at kreere, det var mere idéen bag det, sagde Hefner til New York Times.

– Bladet voksede fra de 50.000 eksemplarer til mere end en million eksemplarer, da der var gået fem år.

Præsident er pludselig død

Se videoen fra Ritzau nedenunder…

Siden har flere millioner amerikanske mænd og teenagedrenge stået med røde ører i bladkiosken og bedt om det nyeste nummer af Playboy, der ifølge Hugh Hefner selv har kæmpet en vigtig kamp for frigørelse og kvindernes ligestilling i USA.

Playboy har i hvert fald formået at få den afklædte kvindekrop frem i det amerikanske mediebillede.

Og grundlæggeren og chefredaktøren selv har sideløbende været kendt som en stor fan af damer, ofte i pluralis.

Hugh Hefner har selv udtalt, at han har været i seng med over 1000 kvinder i sit liv som playboy, og samtidig har han været gift tre gange, datet op til syv kærester ad gangen og fået fire børn undervejs.

Blå bog

Navn: Hugh Marston Hefner

Alder: 91 år, født 9. april 1926

Fødested: Chicago, Illinois

Søn af: Grace Swanson Hefner

Nationalitet: Amerikansk

Uddannelse: Filosofi og økonomi. Uddannet fra The Art Institute of Chicago og University of Illinois.

Karriere: Tjente i det amerikansk militær fra 1944-1946. Startede Playboy og udgav det første magasin i 1953.

Civilstand: Gift med Crystal Harris. Har fire børn fra tidligere ægteskaber.

Bopæl: Playboy Mansion

Kilder: CNN, Playboy.com

Hugh Hefners bedste scorereplik og andre citater

* Pæne piger synes også godt om sex. Det er en naturlig del af livet. Vær ikke skamfuld over det.

* For mig var magasinet altid hjertet i mit liv. Den anden halvdel drejede sig om at leve livet.

* Picasso havde sin lyserøde periode og sin blå periode. Jeg er i min blondine-periode lige nu.

* Hvis en mand har ret til at finde Gud på sin egen måde, så har han også ret til at søge mod Djævelen på sin egen måde.

* Den mest civiliserende kraft i verden er ikke religion. Det er sex.

* I begyndelsen bekæmpede jeg racisme, så sexisme. Nu er det alderen, jeg kæmper mod.

* Livet er for kort til at udleve en anden persons drøm.

* Jeg har hel ærligt aldrig anset Playboy for at være et sexblad. Jeg har altid tænkt på det som et livsstilsmagasin, hvor sex var en vigtig del.

* Jeg er et barn i slikbutikken. Jeg drømte uopnåelige drømme. Og drømmene viste sig at være langt ud over, hvad jeg kunne forestille mig. Som jeg ser det, så er jeg den heldigste kat på planeten.

* Min bedste scorereplik er: “Mit navn er Hugh Hefner”.

Klublegende er pludseligt død: Fodboldverdenen er i sorg

Kilder: Notable-quotes.com og top10-best.com

/ritzau/Reuters

Del din kommentar

Forsiden lige nu