Billede af Vincent og Josephine skaber røre
Prins Vincent og prinsesse Josephine fylder 13. Fejringsbilledet er angiveligt genbrug fra brors fødselsdag
Kongehuset offentliggjorde mandag morgen et nyt billede af prins Vincent og prinsesse Josephine i anledningen af tvillingernes fødselsdag.
Men billedet er slet ikke nyt. Det skriver Se og Hør, Ekstra Bladet og Billedbladet.
Medierne skriver, at billedet efter alt at dømme er photoshoppet fra et andet billede, der blev taget i forbindelse med fejringen af prins Christians 18-års fødselsdag.
Ændrer teksten
Tidligere stod der på kongehusets hjemmeside, at billedet var nyt.
Nu står der, at "der bringes et billede".
Det oprindelige billede er et gruppebillede af hele den kongelige familie i anledningen af, at prins Christian fyldte 18 år i oktober sidste år.
Her stod prins Vincent længst mod venstre flankeret af sin mor, kronprinsesse Mary.
Prinsesse Josephine stod til gengæld længst til højre - ved siden af sin mormor, dronning Magrethe.
Ingen kommentar
På mandagens fødselsdagsbillede, der både er lagt på Instagram og kongehuset hjemmeside, står de to tvillinger nu ved siden af hinanden.
Ritzau har prøvet at få en kommentar fra kongehuset. Det har endnu ikke været muligt.
De tre andre medier har også forsøgt at få en kommentar fra kongehusets kommunikationsafdeling - ligeledes forgæves.