Christian Degn: -Det er vildt
TV 2-værten Christian Degn har stærkt nedsat sædkvalitet. Nu venter hans forlovede, Trine Johst Vammen, parrets andet barn
- Jeg kan mærke, jeg er gravid.
Christian Degn kunne ikke tro ordene. Men hans forlovede, Trine Johst Vammen, var stensikker, som en moderlig intuition.
- Lad os nu se den graviditetstest - det må være noget, du bilder dig ind, tænkte Christian Degn.
- Jeg har prøvet før at blive skuffet måned efter måned og blive mere og mere ked af det, fortæller en åbenhjertig Christian Degn, der inden forholdet med sin forlovede, Trine Johst Vammen, forgæves forsøgte at få et barn med sin daværende kæreste.
- Det der med at det pludselig skulle være let ... Det virkede urealistisk, siger han nu.
To dage efter tog Trine Johst Vammen en graviditetstest og to tydelige streger tittede frem. Til februar 2025 kommer den lille ny til verden.
Nedsat sædkvalitet
Christian Degn har stærkt nedsat sædkvalitet og ringede fluks til den overlæge, som har undersøgt ham flere gange.
- I har været vanvittigt heldige, eller måske er Trine bare super fertil, og dine sædceller har haft en god dag, lød reaktionen fra overlægen.
Christian Degn og Trine Johst Vammen blev forældre til sønnen Vagn i sommeren 2022, og nu skal den lille purk være storebror.
Parret stod frem i TV 2-programserien "Degn vil være far", hvor Christian Degn satte fokus på sin følelse af ikke at fungere som mand.
Men hvad de ikke vidste var, at Trine Johst Vammen var blevet gravid under optagelserne, og programmet tog derfor en lykkelig drejning.
Nu er miraklet sket igen.
- Det er vildt, udbryder Christian Degn.
- I forvejen er det jo sindssygt at tænke på, at der kan opstå liv, når to mennesker har sex. Det er skørt! Men når man har været igennem det, jeg har prøvet, er det jo vanvittigt, det lykkedes alligevel. Vi er så lettede.
- Jeg vil bare sige til alle dem, der kæmper for at blive gravide: Man skal ikke opgive håbet. Det kan ske alligevel.
En årelang drøm
Det er en årelang og inderlig drøm, der snart går i opfyldelse for anden gang.
- Jeg er vildt taknemmelig, og jeg er så glad for, at jeg får den oplevelse med i livet. Nogle gange kan jeg ikke begribe, hvor heldig jeg er, jubler den 45-årige tv-vært.
- Jeg kan pludselig stå ude i haven med tårer i øjnene, når jeg mindst venter det - "okay, det skete".
Christian Degn og Trine Johst Vammen mødte hinanden gennem Christian Degns kendte kollega Mette Helena Rasmussen, der har været dommer i TV 2-programmet "Nybyggerne", hvor han er vært.
Mette Helena Rasmussen agerede nemlig Kirsten Giftekniv og efterlyste en date til ham gennem sine følgere på Instagram. Det blev til en blind date, og derfra er resten historie, som man siger.