Dansk hitband mister frontfigur
Bandet Blæst vil gennemføre sine planlagte koncerter frem til februar, inden forsanger siger farvel
Fernanda Rosa, der er forsanger i det danske band Blæst, forlader bandet.
Det skriver Blæst i et opslag på det sociale medie Instagram.
- Det er med tristhed, men med den største taknemmelighed, at jeg - Fernanda - træder ud af vores band, lyder det i opslaget.
Arbejdspres
Bandet kommer til at gennemføre sine planlagte koncerter frem til februar næste år, inden hun stopper endegyldigt.
Beslutningen forklares blandt andet med det arbejdspres, der er en del af musikbranchen.
- Det er en kæmpe glæde at få lov til at spille, og jeg er så beæret over den kærlighed, vi er blevet mødt med, lyder det.
Overvældende
- Samtidig er det overvældende at skulle præstere i så stort et omfang, og i så uafbrudt et tempo, som musikbranchen kræver af én for at kunne forblive relevant.
Bandet står bag numre som "Juice", "Elsker Dig Så Meget" og "Disko i KBH".