Dansk skuespiller på eksklusiv liste
Udlandet har fået øjnene op for den fremadstormende filmstjerne Vic Carmen Sonne, der netop nu kan ses i det danske Oscar-håb "Pigen med nålen"
Den danske skuespiller Vic Carmen Sonne står nu side om side med Wicked-stjernen Cynthia Erivo, Girls-skaberen Lena Dunham og stjerneskuespilleren Saoirse Ronan.
Vic Carmen Sonne er blevet udpeget af Elle på modemagasinets liste over 40 kvinder under 40 år, som vil forme de kommende årtier inden for film, mode, kultur og sociale forandringer.
- Vic Carmen Sonne er en dansk skuespiller, der er bedst kendt for sine roller i "Vinterbrødre", "Holiday", "Vanskabte land" og "Pigen med nålen", skriver Elle og fortsætter:
- Med en karriere, der strækker sig siden 2011, har hun vundet adskillige priser, herunder to Bodil-priser og to Robert-priser.
- Fantastisk præstation
Navnene på listen er blevet udvalgt af en jury, der blandt andre består af forfattere, skuespillere, instruktører og producere samt af Elles redaktion, oplyser modemagasinet.
- Hendes præstation i "Pigen med nålen" er fantastisk, lyder det fra instruktør og jurymedlem Molly Manning Walker.

Her indtager Vic Carmen Sonne filmens hovedrolle over for Trine Dyrholm.
Nomineret til Oscar
Dramaet, som er nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Internationale Film, udspringer af den virkelige historie om Dagmar Overby, der i 1921 blev dømt for drabene på ni spædbørn, som kvinder i ulykkelige omstændigheder havde givet hende, i troen på at hun ville finde et fint hjem til dem.
Både Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm var nomineret til en europæisk Oscar, European Film Awards, for deres præstationer i filmen.
Også andre steder i udlandet har man fået øjnene op for det danske stjerneskud.
Hun står over for den amerikanske verdensstjerne Willem Dafoe i den kommende film "The Birthday Party", hvor de spiller henholdsvis far og datter.