Den første gang for Mary og Frederik
En karet bringer Islands præsidentpar og kongeparret til Kastellet, hvor de deltager i en kransenedlæggelse
Kong Frederik og dronning Mary tager imod Islands præsident, Halla Tómasdóttir, og hendes mand, Björn Skúlason, tirsdag formiddag.
Det viser billeder fra Nordre Toldbod i København.
Præsidentparret gæster Danmark fra tirsdag til onsdag.
Det er første gang, at kongeparret er værter ved et statsbesøg.
Ankommer i motorbåd
Præsidentparret lægger til ved Nordre Toldbod omkring klokken 10, hvor de ankommer sejlende i en chalup, en motorbåd.
Det islandske præsidentpar er under besøget ledsaget af en erhvervsdelegation, som vil have fokus på blandt andet "fælles ambitioner på den brede bæredygtighedsdagsorden", skriver kongehuset i en pressemeddelelse.
Præsidentparret skal blandt andet besøge Kastellet, skibakken CopenHill på Amager og CBS under sit besøg.
Gallataffel
Senere tirsdag mødes præsidentparret med vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i Forsvarsministeriet.
Dagen rundes af med et gallataffel på Christiansborg Slot klokken 20.
Kong Frederik besøgte Islands hovedstad, Reykjavik, tilbage i 2021, da han var kronprins.
Han rejste til Island med daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) for også der at drøfte den grønne omstilling, og hvordan Danmark og Island kan samarbejde om den.