Derfor fik jeg ikke barnet
Birthe Kjær vil blandt andet fortælle, hvorfor hun var tæt på at adoptere et barn, lyder det i omtalen forud for en "En særlig samtale" med dansktopstjernen
Alle spørgsmål er tilladte, når TV Glads journalister omslutter en række kendte danskere til en interviewseance, som sendes på DR.
Den næste, der sætter sig i midten og er hovedpersonen i "En særlig samtale", er dansktoplegenden Birthe Kjær.
Det fremgår af DR's oversigt over public service-stationens satsninger frem til juni.
Hvad er prisen
- Hvad har prisen været for at være hele Danmarks Birthe Kjær? Og hvorfor var Birthe Kjær tæt på at adoptere et barn?
- Dét og mange flere spørgsmål får sangerinden Birthe Kjær stillet, når hun sætter sig ned i rundkredsen sammen med de skarpe og hjertevarme reportere fra TV Glad i en oprigtig, ærlig og ikke mindst særlig samtale, skriver DR om programmet.
![Tidligere har popsangeren Rasmus Seebach, den danske Hollywood-stjerne Nikolaj Coster-Waldau og statsminister Mette Frederiksen (S) været hovedpersoner i tv-programmet 'En særlig samtale'. Nu er det Birthe Kjærs tur. (Arkivfoto).](https://image.kendte.dk/2081792.webp?imageId=2081792&width=960&height=548&format=jpg)
Samarbejdet mellem Danmarks Radio og TV Glad, der er et medie drevet af mennesker med funktionsnedsættelser, blev præsenteret i 2023.
Går tæt på
- I "En særlig samtale" går spørgsmålene generelt tæt på. Men de er uden agenda - og uden filter, sagde DR's programredaktør, Lasse Bjørch, dengang i en pressemeddelelse om kollegerne fra TV Glad.
- Det giver nogle nye, forfriskende, åbne og ærlige svar, som viser nye sider af store danske personligheder, når paraderne lige så stille sænkes, lød det.
22. februar er det således Birthe Kjærs tur.
Den 76-årige sanger har været en del af dansktoppen siden begyndelsen af 70'erne, hvor hun brød igennem med nummeret "Arrivederci Franz".
Sommer og sol
Siden har hun indtaget hitlisten med evergreens som "Sommer og sol" og "Tennessee Waltz".
I 1989 sang hun sig til førstepladsen ved det danske melodigrandprix med signatursangen "Vi maler byen rød", som førte hende til det internationale melodigrandprix, Eurovision, hvor det blev til en tredjeplads.
Tidligere har popsangeren Rasmus Seebach, den danske Hollywood-stjerne Nikolaj Coster-Waldau og statsminister Mette Frederiksen (S) været hovedpersoner i "En særlig samtale".
"En særlig samtale" med Birthe Kjær kan ses på DR1 og DRTV 22. februar.