KENDT FRA 'FORBRYDELSEN'

Det laver hun i dag

Skuespiller Marie Askehave, især kendt fra "Forbrydelsen", bruger i øjeblikket mere tid med sin jazztrio end i filmstudiet. Den 21. november fylder hun 50 år

Offentliggjort

Skuespiller Marie Askehave, som de fleste nok kender fra tv-serier og film, er for tiden mest optaget af at optræde og give koncerter med sin jazztrio.

- Det er noget helt andet end at lave film og tv, fordi her er det bare mig, der står på scenen. Det er sårbart på en anden måde.

Den 21. november fylder hun 50 år.

Trioen, der går under navnet Marie Askehave, består af hende selv på vokal, en bassist og en pianist.

Det er hårdt

- Det er hårdt at stå der helt nøgen med sin musik og kunst. Man kommer til at tænke, at der er tusind andre, der er bedre end mig, så måske skulle jeg bare lave noget andet, siger hun.

- Men i virkeligheden kan jeg måske fortælle historierne eller teksterne på en anden måde, end hvis jeg var uddannet gennem musik. Jeg kommer med noget andet.

Ifølge Marie Askehave er musikken noget, hun har haft liggende i mange år, men ikke gjort så meget ved. Nu er hun på vej tilbage til det igen.

Egne fortolkninger

Trioen spiller alt fra klassisk standardjazz til Billie Eilish, Kim Larsen og tv-2.

- Det er mine egne fortolkninger af sangene, og så fortæller jeg skøre historier om mig selv imens, siger hun og tilføjer, at hun også er begyndt at skrive sine egne tekster.

Askehave fik sin skuespillerdebut i "Forbrydelsen" i 2007, hvor hun spillede rollen som borgmesterens rådgiver, Rie Skovgaard.

- Jeg bliver stadigvæk stoppet på gaden, især i udlandet, og spurgt, om ikke jeg er Rie fra "Forbrydelsen". Det er ret vildt.

Marie Askehave bliver stadig stoppet på gaden på grund af hendes rolle i "Forbrydelsen" for 16 år siden. (Arkivfoto).

Var med i Barnaby

En af de roller, som hun selv er mest stolt af, er dog en helt anden. Nemlig da hun spillede over for selveste Barnaby i den britiske tv-serie af samme navn.

- Jeg var med i en lillebitte scene inde i en kirke, hvor jeg fortæller Barnaby om min karakters kærlighedsaffære og liv. Det er den enkelte scene, jeg har været mest stolt af, jeg har lavet, siger hun.

Ud over skuespil og musik bruger Askehave også tid på at udvikle tv-koncepter, ligesom hun har haft sit eget turnéteater.

Fejres i Tivoli

Fødselsdagen skal fejres med familie og venner, som alle har aftalt at holde fri fra arbejde og skole klokken 10.30 og tage i Tivoli.

- Der er nemlig ingen mennesker på det tidspunkt, og så skal vi bare fyre den af med turpas.

Privat er Marie Askehave gift med skuespiller David Owe, som hun har to børn med.

FØDSELSDAG

En fødselsdag er den dag i året, hvor en person er født, hvilket ikke må forveksles med en persons fødselsdato, der er den dato personen fødtes (angivet ved dag, måned og år).

Før 1814 var det ikke dagen for fødslen, der blev opført i kirkebøgerne – det var kun dåbsdagen.

I mange kulturer er der tradition for at festligholde fødselsdagen hvert år med særlig fokus på 'runde' fødselsdage.

Der er tale om rund fødselsdag, når alderen er delelig med tallet ti. Runde fødselsdage fejres ofte med en større fest.

Ved 100-års fødselsdage er der tradition for et festtelegram fra HM Dronningen. 

'Halvrunde' fødselsdage er øvrige tal delelige med 5.

Kilde: Wikipedia

Powered by Labrador CMS