Det vil vælte ind med nysgerrige
Drop bil og cykel, beder politiet
Kom i god tid, og kom til fods eller med det offentlige, hvis du skal overvære tronskiftet i København søndag.
Sådan lyder opfordringen fra Københavns Politi, der forventer meget trafik og mange mennesker.
Svært at spå om
- Vi kan ikke spå om, hvor mange vi bliver i København på søndag, men vi forventer, at rigtig, rigtig mange mennesker vil være i byen for at deltage i fejringen.
- Derfor håber vi også, at alle vil være i den festlige stemning, som lejligheden indbyder til, og tage hensyn til hinanden, så vi alle kan være her, siger Peter Dahl, der er leder af beredskabet i Københavns Politi, i en pressemeddelelse.
Hvis for eksempel Christiansborg Slotsplads bliver fyldt, kan det blive nødvendigt at lukke for adgangen, skriver politiet.
Mange forbud
Der vil desuden være standsnings- og parkeringsforbud langs den rute, som kongefamilien skal følge i karet mellem Amalienborg og Christiansborg.
Allerede fra tirsdag er trafikken omkring Kongens Nytorv påvirket. Det skyldes, at DR og TV 2 holder et hyldestshow for den afgående dronning fredag om aftenen.
Fra tirsdag bliver der lukket for biltrafik i nordgående retning. Det drejer sig om Holmens Kanal fra Holbergsgade til Nyhavn. Det er den del af Kongens Nytorv, der løber forbi Det Kongelige Teater.
Spærret for biler
Det vil stadig være muligt at færdes på cykel og til fods, selv om der er spærret for biler.
Politiet bemærker, at Indre By i København vil være ufremkommelig i bil i weekenden og særligt søndag.
Cykler og særligt ladcykler bør heller ikke medbringes på Slotsholmen. De bør parkeres andre steder end langs ruten og omkring Christiansborg Slotsplads, lyder opfordringen.