Ditte Haue er blevet mor - igen

Nyhedsværten Ditte Haue har fået sit andet fælles barn med kæresten Rasmus Moltke. Graviditeten har ramt hende så hårdt, at hun har været væk fra skærmen

Ditte Haue grubler stadig over, hvad hendes nyfødte søn skal hedde. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter en hård graviditet er nyhedsværten Ditte Haue blevet mor til endnu en lille søn, efter hun har født sit og kæresten Rasmus Moltkes andet fælles barn.

Det afslører Ditte Haue i et opslag delt på Instagram, hvori hun beskriver det som et mirakel og samtidig sender en stor tak til de tre jordemødre, der var med til at hjælpe den lille dreng til verden.

- Nu forsøger vi at lande i vores familie, der nu tæller fem, skriver Ditte Haue i opslaget og fortsætter:

- Den lille fyr og jeg æder næsten om kap, fordi min kvalme er væk. Og så skal vi også stadig lige finde ud af det der med barnets navn ... Det er der - som med så meget andet - heller ikke helt styr på endnu. Og han kan vist ikke hedde "lillebror" resten af livet.

Kvalme og madlede

Ditte Haue delte nyheden om den forestående familieforøgelse med sine følgere på det sociale medie Instagram i oktober og fortalte, at hun var ramt af kvalme, madlede, opkast og svimmelhed.

I december fortalte den 38-årige TV 2-profil så, at hun ikke ville nå at komme tilbage på arbejde inden sin barsel.

- Det er jeg både ret træt og ked af. Men min graviditet er forsat ikke i nærheden af at være "en sød ventetid", skrev hun i et opslag på Instagram.

- Men hvis den lille fyr i min mave er bare halvt så fantastisk som hans storebror og storesøster her, så har det dog været det hele værd. Så vi bider alle tænderne sammen lidt endnu og forsøger at lade forventningens glæde fylde mest.

Datter fra tidligere forhold

Mens den lille ny er Ditte Haues andet barn, er det Rasmus Moltkes tredje. Familien fuldendes af hans datter fra et tidligere forhold.

Ditte Haue og Rasmus Moltke stod frem som kærester i 2021 og blev året efter forældre til sønnen Jonatan.

Her var hun også hårdt plaget af gener, at hun var væk fra skærmen.

- Lili, Rasmus og jeg glæder os bare til at møde det lille liv, der vokser så fint inde i min mave, skrev Ditte Haue dengang på Instagram.

Powered by Labrador CMS