Død efter lang sygdomsperiode
Blev betragtet som en nøgleperson i det danske kulturliv
Den danske kunsthistoriker Karsten Ohrt, der blandt andet er kendt fra sin tid i toppen af Statens Museum for Kunst og som en nøgleperson i dansk kulturliv, er død efter længere tids sygdom.
Det skriver Jyllands-Posten.
Karsten Ohrt blev 70 år gammel.
Optaget af kunsten
Allerede som helt ung blev han optaget af kunstens verden.
I et interview med Kristeligt Dagblad sidste år fortalte han om sit første kunstsamarbejde, da han fik kunstneren Paul Cederdorff til at illustrere sine digte, da han gik på gymnasiet i Holstebro.
Selv om Karsten Ohrt indtil sit 70. år selv skrev sine egne sangtekster og melodier, blev det andres kunst, der drog kunsthistorikeren.
Bestyrelses- og topposter
I sin 40 år lange karriere kom han omkring indtil flere bestyrelses- og topposter i kunstverdenen, hvorfor han også er blevet beskrevet som en af de mest indflydelsesrige personer i det danske kulturliv, skriver Jyllands-Posten.
Særligt er Karsten Ohrt kendt fra sin tid som direktør for Statens Museum for Kunst og senere direktionsformand for Ny Carlsbergfondet.