Drengen der ville vinde en Grammy

Tim Christensens imponerende musikalske karriere har spændt vidt fra hårdtslående grungerock til følsom rockpoet

Offentliggjort

Tim Christensen og Dizzy Mizz Lizzy

Tim Christensen blev kendt som frontmand i Dizzy Mizz Lizzy, der vandt DM i Rock i 1993 og udgav det mest solgte danske rockalbum i 1994.

Efter bandets opløsning i 1998 på grund af musikalske uenigheder, har Tim fortsat en succesrig solo karriere og Dizzy Mizz Lizzy er senere blevet genforenet flere gange.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Sanger, musiker og sangskriver Tim Christensen etablerede sig lynhurtigt som en af sin tids mest markante skikkelser på den danske rockscene.

Nu fylder han 2. juli 50 år.

Han voksede op med en guitar i hænderne og sugede til sig fra biblioteksplader med The Doors, Jimi Hendrix og Led Zeppelin og selvfølgelig The Beatles.

Han bragede igennem som bærende frontmand i et af 90’ernes største danske bands, Dizzy Mizz Lizzy, siden fulgt op med en succesrig solokarriere.

Ville vinde en Grammy

Amerikansk grungerock mixet med poppede melodier og håndgribelige tekster blev succesopskriften for Dizzy Mizz Lizzy, der blev dannet i 1988.

Inden havde unge Tim udtalt, at han godt kunne tænke sig at vinde en Grammy engang. Det kom han til. Så rigeligt.

Tim Christensen, som i 2015 modtog Danish Music Awards' ærespris, fylder 50 år tirsdag den 2. juli.

Det store gennembrud skete i 1993, da trioen som teenagere med langt heavyhår vandt DM i Rock - vel at mærke foran et andet af de senere store danske rockbands, Kashmir.

Mest solgte rockalbum nogensinde

Med sange som "Waterline" og "Love Is a Loser's Game" fra debutalbummet i 1994 blev karrieren skudt ud af en kanon for Dizzy-drengene.

Med over 250.000 skiver blev albummet det mest solgte danske rockalbum nogensinde.

Flere udgivelser fulgte. 

Der var bud efter bandet i Japan, Tyskland, Holland og Belgien. 

Uenigheder

Men i 1998 gik de hvert til sit grundet uenigheder om den musikalske retning.

De to andre ville gå heavy metal-vejen, mens Tim Christensen var mere til Abbey Road og ville udforske lyden fra sine idoler The Beatles.

Det slog han fast med solodebuten "Secrets On Parade” i 2000 og hits som "Love Is A Matter Of".

På sit næste soloalbum og hovedværk "Honeyburst" viste han sine Beatles-evner med kæmpehittet "Right Next to the Right One", som DR's populære dramaserie "Nikolaj & Julie" valgte at bruge som titelmelodi.

Genforenet flere gange

Sangen medvirkede til et salg af 130.000 eksemplarer af Tim Christensens pt. mest populære album, som fik firedobbelt platin. Han fejrede sidste år 20-året for skiven med en turné landet rundt.

De senere år har Tim Christensen udgivet albummer og turneret med sit band The Damn Crystals.

Men Dizzy Mizz Lizzy er undervejs også flere gange genforenet. I 2016 udkom gruppens tredje album med den passende titel "Forward in Reverse". Yderligere en fulgte i 2020, "Alter Echo".

Den ultimative pris

Til efteråret markeres udgivelsen af bandets debutalbum for 30 år siden ved to jubilæumskoncerter i Jyske Bank Boxen og Royal Arena.

Tim Christensen har tidligere dannet par med Pernille Rosendahl, daværende forsanger i Swan Lee samt topmodellen Cecilie Thomsen.

I 2023 blev han far for anden gang til en lille søn sammen med kæresten Marie Wiuff Kruse, som han også har en datter med.

Og 2015 modtog manden, der som teenager drømte om en Grammy, dansk rocks ultimative hæder - Danish Music Awards' ærespris.

Powered by Labrador CMS