Dronning Margrethe kommenterer kontroversielt emne

Bog om kongehusets forhold til nazisterne i 1930'erne er oversensationaliseret, siger dronning Margrethe

Offentliggjort

KORT RESUME: Dronning Margrethes syn på kongehusets historiske forbindelser til Nazityskland

  • Dronning Margrethe afviser sensationelle påstande i Peter Kramers bog om kongehusets forbindelser til nazisterne i 1930'erne.
  • Hendes forældre deltog i en jagtudstilling og middag med Hermann Göring i 1937, men fandt ham 'rædselsfuld'.
  • Frederik 9., Margrethes far, besøgte Bayreuth flere gange for at opleve Richard Wagners musik, uden at møde Hitler.
  • Historiker Steen Andersen kritiserer bogen som 'smudslitteratur' og understreger kongehusets diplomatiske rolle.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Peter Kramers bog "Ridser i lakken - kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland" har fremstillet de danske kongeliges forhold til nazisterne i 1930'ernes Tyskland som mere sensationelt, end det egentlig var.

Det siger dronning Margrethe, som har talt med Kristeligt Dagblad i sit første interview, siden hun abdicerede i januar.

I interviewet fortæller hun, at hendes forældre i 1937 var til en jagtudstilling hos det tyske jægerforbund, som dengang havde den tyske feltmarskal Hermann Göring i spidsen.

Göring var ifølge avisen kendt som rigskansler Adolf Hitlers højre hånd.

- Mine forældre var til en teaterforestilling og en middag med Göring. Der var billeder af det i bladene. Min mor syntes, at Göring var ganske rædselsfuld. Ja, hun syntes virkelig, at han var rædsom. Hun satte ikke den mindste pris på ham, siger dronning Margrethe.

Besøgte Bayreuth privat

Hun siger desuden, at hendes far, Frederik 9., privat besøgte den tyske by Bayreuth flere gange mellem 1935 og 1939 på grund af hans interesse for komponisten Richard Wagner.

Hitler, som også var stor fan af Wagner, kom ligeledes ofte i Bayreuth, men ifølge dronning Margrethe stødte de to aldrig på hinanden. 

Og det var hendes far vældig glad for, fortæller hun Kristeligt Dagblad.

Dronning Margrethe har i et interview med avisen Kristeligt Dagblad udtalt sig om sine forældres forhold til de tyske nazister i 1930'erne. (Arkivfoto).

'Tætte forbindelser'

Peter Kramers bog udkom i september. Bogen handler ifølge forfatterens egen hjemmeside om det danske kongehus' "tætte forbindelser" til det nazistiske Tyskland.

Bogen fik blandede anmeldelser i aviserne, mens historiker Steen Andersen, som er seniorforsker med speciale i det 20. århundrede og besættelsestiden ved Rigsarkivet, ifølge Avisen Danmark kaldte bogen "smudslitteratur".

Ifølge Steen Andersen gjorde kongehuset blot, hvad de fik besked på af det danske udenrigsministerium.

- Han forstår simpelthen ikke, hvordan et kongehus fungerer i et konstitutionelt demokrati og i et diplomati, sagde Steen Andersen i et interview på RADIO IIII.

Nytårstaler og brodering

Interviewet med dronning Margrethe runder også hendes mange nytårstaler, hendes hang til brodering, hendes rolle i den danske folkekirke og hendes beundring af forfatteren J.R.R. Tolkien.

Powered by Labrador CMS