Elsker at dykke ned i afkrogene
Laura Christensen spillede fængselsbetjent i dramaserien "Huset". Netop den slags roller er hun glad for. Den 26. januar fylder hun 40 år.
Laura Christensen fik sin skuespillerdebut som 9-årig, og hun har derfor allerede en lang karriere bag sig.
Hun er især kendt for roller i tv-serierne "Riget", "Taxa", "Efterforskningen" og "Forbrydelsen", ligesom hun har medvirket i filmen "Råzone" om fire barske teenagepiger.
Den 26. januar fylder hun 40 år.
Nomineret til en Robert
Hun har senest medvirket i "Huset", som hun er blevet nomineret til en Robert for.
"Huset" er en dansk dramaserie sendt på DR i 2023, som følger hverdagen i et fængsel, de ansatte og indsatte og deres indbyrdes forhold.
Laura Christensen spiller rollen som fængselsbetjenten Sille. En rolle hun har været utrolig glad for.
Meget få ved det
- Serien handler om en del af vores samfund, som de færreste af os kender til. Meget få ved, hvad det vil sige at være i fængsel.
- Den belyser også, hvordan man måske selv ville reagere, hvis man kommer i den situation og de menneskelige omkostninger, det har for alle parter, både for de indsatte og fængselsbetjentene.
Elsker det
Især at kunne dykke ned i forskellige områder og tematikker og kunne fordybe sig i det, er noget af det, Laura Christensen elsker mest ved sit arbejde.
- Jeg får lov til at møde alle mulige forskellige mennesker, og jeg får lov til at undersøge alle mulige afkroge og steder i samfundet, som jeg nok ellers ikke ville være i kontakt med eller vide noget om.
Kræver balance i hverdagen
Arbejdet som skuespiller betyder, at der i nogle perioder kan være rigtig meget at lave, mens der i andre er mindre.
Og det kræver balance i hverdagen, når man som Laura Christensen har to børn.
- Jeg startede som meget ung, så jeg har vænnet mig til det. Det gælder om at have is i maven og tro på, at man nok skal få den næste rolle.
- Og så skal man huske at udnytte og nyde tiden, hvor man har fri. For lige pludseligt er der travlt igen.
Fødselsdagen skal fejres med familie og venner og med en stor fest til sommer.
Laura Christensen er gift med skuespiller Thomas Levin.