Er kæmpe favorit
Sangen "Hallucination" spås at vinde stort ved lørdagens melodigrandprix, viser bookmakernes vurdering

Med odds på 1,5 er færøske Sissal storfavorit til at vinde Dansk Melodi Grand Prix.
Det viser Danske Spil, Unibet og Betssons hjemmesider.
- Der er én artist, og så er der alle de andre.
Færøske Sissal spås at blæse konkurrenterne af scenen, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
65 procents chance har den færøske sanger for at vinde, lyder vurderingen fra Danske Spil.
Næstbedste bud
Maria Mathea og sangen "Air" er bookmakernes næstbedste bud på en vinder.
Hendes odds lyder på 9 hos Danske Spil.
Med Maria Mathea som vinder ville man altså få ni gange sine satsede penge igen.
Uptempo-nummer
Sissal stiller op med det bombastiske uptempo-nummer "Hallucination".
- Det er en stærk melodi, som har en god gennemslagskraft. Sissal har en rigtig stærk vokal, især i omkvædet, hvor hun giver den fuld smadder, har grandprixkender Mila Kovalj fra Eurovision-mediet Good Evening Europe sagt forud for aftenens melodigrandprix.
- Vi sender tit de her hyggelige popsange afsted. Men Eurovision er blevet så stort, så jeg tror, vi er nødt til at gøre noget ekstra, lød det.
Største favorit siden Emmelie de Forest
Ifølge Danske Spil er Sissal den største melodigrandprix-favorit siden Emmelie de Forest i 2013, der optrådte med "Only Teardrops".
Emmelie de Forest bragte Danmark til den første sejr i Eurovision siden Brødrene Olsen i 2000.
Færøske Sissal skal dyste om sejren mod flere kendte navne, når Dansk Melodi Grand Prix løber af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning lørdag aften.
Heriblandt den tidligere vinder Tim Schou, der løb med sejren i 2011 som en del af bandet A Friend in London. I år stiller han op som solist med sangen "Proud".
X-Factor-vinder er med
I feltet finder man også Andreas Kruse, der vandt en anden sangkonkurrence, nemlig "X Factor" i 2018 som en del af Thomas Blachmans gruppe Place on Earth.
Også Mariya Apollonia, som sidste år deltog i "X Factor", hvor hun også var under Thomas Blachmans vinger, stiller op i årets danske melodigrandprix.
De i alt otte finalister kan ses dyste om sejren live på DR1 og DRTV lørdag klokken 20.00.