Familien bekræfter: Han er død
Tidligere biskop, Kjeld Holm, er død
Den tidligere og mangeårige biskop i Aarhus Kjeld Holm er død 2. oktober.
Det oplyser familien i en mail til Ritzau.
Kjeld Holm blev 79 år.
Sad frem til 2015
Han blev valgt som biskop i Aarhus i 1994 og sad i embedet frem til 2015.
Inden da var han sognepræst ved Ellevang Kirke uden for Aarhus.
I en årrække var Kjeld Holm formand for Den Danske Præsteforening, som er præsternes fagforening.
Ivrig samfundsdebattør
Han var kendt for at give sin mening til kende i samfundsdebatten, hvor han luftede sine holdninger om både homovielser i folkekirken, Irak-krigen og ulandsbistandens størrelse.
Som biskop deltog Holm også i flygtninge- og indvandrerdebatten, hvor han i 2017 som konsekvens efter 25 år som erklæret socialdemokrat meldte sig ud af partiet og ind i De Radikale.
Han havde gennem årene formandsposter i blandt andet Nævnet for Etnisk Ligestilling, Rådet for Socialt Udsatte i Aarhus og Institut for Menneskerettigheder.
Trofast AGF-fan
Han var desuden en særdeles produktiv forfatter, og det blev til omkring 20 bøger.
Her skrev han om etik, samtid, filosofi, pædagogik, teologi, og det blev også til erindringsværk i tre bind.
Kjeld Holm var også en ivrig og engageret fan af Aarhus-klubben AGF, hvor han var fast gæst til hjemmekampene.