Får fin pris og 150.000 kroner
Gry Jexen er stolt over at modtage pris
Historiker Gry Jexen, som er forfatter til bogen "Kvinde Kend Din Historie", modtager Vallø Prisen i 2024.
Det oplyser Vallø Stift, der uddeler prisen, til Ritzau.
Prisen blev indstiftet i 2010 og går til en person, forening eller virksomhed, som har gjort en særlig indsats for at forbedre kvinders vilkår ifølge stiftet.
- Utrætteligt arbejde
- Hendes utrættelige arbejde med at kaste lys over kvinders betydning i historien er både inspirerende og afgørende, udtaler kammerherre og hofjægermester Christian Castenskjold, som er kurator for Vallø Stift.
Hovedpersonen selv kalder det "stort" at modtage prisen.
- Jeg er meget, meget stolt af at modtage prisen, fordi den hviler på netop det, som jeg arbejder med - at skrive kvinderne ind i historien. Det er et stift, der bygger på en historie af stærke kvinder, som løfter andre kvinder, siger hun til Ritzau.
Fokus på kvinders betydning i historien
Gry Jexen er podcastvært, forfatter, foredragsholder, tv-tilrettelægger og skribent.
Ud over bogen "Kvinde Kend Din Historie" har hun en podcast og en Instagramprofil med samme navn.
Jexen har fokus på kvinders rolle og betydning i historien. Hun oplevede, at hun manglede at blive undervist i kvinders rolle i historien, da hun læste historie.
Behandlet som en minoritet
- Det overraskede mig, at det ikke havde fået en obligatorisk plads i min uddannelse. Det er halvdelen af befolkningen, vi taler om, og i mange hundrede år har vi behandlet kvinder som en minoritet i historien, siger hun.
Hun synes samtidig, at det er vigtigt, at man kan se sig selv i historien.
Der følger 150.000 kroner med prisen.
Vallø Stift blev indstiftet i 1737 af dronning Sophie Magdalene. Det er en erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål.
Brugte sin magt
Stiftet har blandt andet hjulpet udsatte i lokalsamfundet og ugifte adelige kvinder.
Gry Jexen mener, at det er en interessant historie.
- Sophie Magdalene brugte sin magt og indflydelse som Danmarks dronning til at forbedre vilkårene for de kvinder i adelen, som ikke blev gift, fortæller hun.
De tidligere prismodtagere tæller blandt andre tv-vært Sofie Linde og den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).