Forlader Danmark
Mikkel Kessler og Lea Hvidt prøver at sælge landejendommen i Taastrup for tredje gang
Den tidligere topbokser Mikkel Kessler forsøger endnu en gang at sælge sin stråtækte landejendom i Taastrup.
Det skriver Boliga.
Ejendommen har seks værelser og indeholder blandt andet også en biograf, sauna, vinkælder og fitnessrum.
Tredje gang
Det er tredje gang, at Mikkel Kessler sætter boligen til salg. Første gang salgskiltet blev sat op, var i maj sidste år. Dengang lød prisen på 24,5 millioner kroner.
Nu lyder salgsprisen på 22,5 millioner kroner.
Dermed kan Mikkel Kessler og familien ende med en fortjeneste på over 20 millioner kroner, hvis prisen holder. I 2012 købte den tidligere bokser ejendommen for knap 2,1 millioner kroner.
Til udlandet
Til Ekstra Bladet fortæller Mikkel Kessler, hvorfor familien nu sætter den enorme landejendom til salg igen.
- Vi skal til udlandet, men vi ved ikke hvorhen endnu, siger han til mediet.
Han erkender samtidig, at der kan gå flere år, før boligen bliver solgt.
Skal være forældre igen
I juni afslørede Mikkel Kessler og hans hustru, influencer og forfatter Lea Hvidt Kessler, at parret venter deres fjerde barn.
- Vi har holdt på en lille hemmelighed. The grand finale. Baby nummer fire, skrev parret dengang i et opslag på Instagram.
Sammen har Mikkel Kessler og Lea Hvidt Kessler børnene Romeo på ti år, Rosa-Lia på otte år og Helios på fem.
Mikkel Kessler og Lea Hvidt Kessler har kendt hinanden siden 2007. I 2011 bekræftede parret deres forhold.