Holder rollelisten i "Klovn" hemmelig
Tiende sæson af komedieserien "Klovn" kredser om krig - både frygten for den rigtige af slagsen og kampzonen på hjemmefronten
Alt bliver eksplosivt i den kommende sæson af komedieserien "Klovn", hvor optagelserne netop er blevet skudt i gang.
Krig bliver nemlig den røde tråd gennem de otte afsnit, der rammer skærmene senere på året med den bombastiske sæsontitel "3. verdenskrig".
Det oplyser makkerparret bag det tåkrummende univers, Casper Christensen og Frank Hvam.
- Jo farligere verden bliver, jo mere rykker vi sammen om det, vi kender og er trygge ved. "Klovn" er, som "Klovn" altid har været - sjov og lidt for meget, lyder det fra de to i en pressemeddelelse fra TV 2.
Som altid spiller Casper Christensen og Frank Hvam karikerede versioner af sig selv. Denne gang forbereder Casper sig på en egentlig Tredje Verdenskrig, mens hans bedste ven Franks kampe foregår inden for hjemmets fire vægge.
Krig på hjemmefronten
- Der er krig på hjemmefronten, vennefronten og ikke mindst på deres nye filmprojekt. Verden har aldrig været vildere, og "Klovn" har aldrig været vigtigere, står der videre i pressemeddelelsen.
De øvrige sæsoner af "Klovn" har budt på et væld af gæsteoptrædener fra kendte personligheder.
Hvem seerne kan glæde sig til at møde i tiende sæsonen, løfter Casper Christensen og Frank Hvam dog endnu ikke sløret for.
De skriver blot, at de glæder sig til at arbejde med "de gode gamle igen" og at:
Også helt nye ansigter
- Det bliver superinspirerende at arbejde med helt nye ansigter, vi aldrig havde troet skulle medvirke i "Klovn", lyder den afsluttende bemærkning fra de to medskabere.
Ud over at fejre deres sæson nummer ti af "Klovn" kan Frank Hvam og Casper Christensen i år skåle på seriens 20-års jubilæum.
Det allerførste afsnit blev sendt tilbage i 2005.
Siden er det blevet til tre spillefilm og en strøm af sæsoner, hvoraf den seneste, den niende i rækken, blev sendt i 2022.