Hun har fundet sig i meget

Det pensionerede spanske kongepar ses sjældent sammen, efter at han er flyttet til Abu Dhabi. 2. november fyldte dronning Sofia 85 år

Offentliggjort Sidst opdateret

Livet har budt på lidt af hvert for dronning Sofia.

I mange år har hun kunnet se til fra sidelinjen, når hendes mand, den pensionerede kong Juan Carlos, har fyldt forsiderne.

I dag kan hun glæde sig over, at sønnen, kong Felipe, og svigerdatteren, dronning Letizia, siden de blev kongepar, har rettet op på det spanske kongehus' blakkede ry.

Hun blev boende

Juan Carlos abdicerede i 2014 på grund af anklager om korruption, og seks år senere fik anklager om skattesnyd ham til at forlade fædrelandet for at bosætte sig i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

Dronningen, der fyldte 85 år 2. november, er blevet boende på paladset Zarzuela nær Madrid.

Søster til kong Konstantin

Kun sjældent mødes ægteparret, i hvert fald officielt. Men det skete i januar, hvor de begge deltog i ekskong Konstantins begravelse i Athen. Han er bror til dronning Sofia og ligesom hende født i Grækenland, som dengang var et monarki.

Under Anden Verdenskrig flygtede familien til Sydafrika. Da forældrene, kong Paul og dronning Frederika, vendte hjem med deres tre børn, kom prinsesse Sofia i tysk skole, og siden studerede hun musik i Athen.

Sjældent ses det tidligere kongepar sammen. De var dog begge til stede ved begravelsen af ekskong Konstantin i Athen 16. januar.

Gift i 1962

I 1962 blev hun gift med Juan Carlos, som hun året inden havde mødt ved et bryllup.

I 1975 blev de konge og dronning af Spanien efter Francos død.

De næste år spillede kongefamilien en stor rolle i forbindelse med Spaniens overgang fra diktatur til demokrati. Ældre spaniere husker kongens tv-tale i 1981, hvor han opfordrede til at støtte regeringen og gå imod en gruppe officerer, der forsøgte sig med et kup.

Det gav respekt.

Utro gennem mange år

Siden fulgte Juan Carlos' skandaler, hvoraf en elefantsafari i Botswana vakte særlig opsigt. Under turen faldt kongen, og han måtte transporteres hjem. Det var bekosteligt, og bedre blev det ikke, da det kom frem, at han under turen var ledsaget af en elskerinde.

Hun var en af mange, og det har stødt spanierne, at kongen gennem mange år var dronning Sofia utro.

Mor til tre

Hun har forholdt sig tavs og udadtil uanfægtet fortsat sit velgørende arbejde. Blandt andet har hun været engageret i at støtte fattige ude i verden med billige mikrolån, ligesom hun via sin egen fond hjælper misbrugere og andre udsatte i Spanien.

Juan Carlos og dronning Sofia har foruden Felipe to døtre, Elena og Christina.

Powered by Labrador CMS