Hylder Margrethe
Statsminister Mette Frederiksen takker dronning Margrethe for hendes dedikation og indsats for Danmark
Statsminister Mette Frederiksen (S) takker på den danske befolknings vegne dronning Margrethe, i kølvandet på at dronningen i sin nytårstale annoncerede, at hun 14. januar abdicerer og overlader tronen til kronprins Frederik.
- Jeg vil gerne på hele befolkningens vegne rette en dybfølt tak til hendes majestæt dronningen for hendes livslange dedikation og utrættelige indsats for Kongeriget, lyder det fra Mette Frederiksen i en skriftlig udtalelse, som Statsministeriet har udsendt.
Svært at begribe
- Selv om pligten og hvervet som regent er gået i arv i mere end 1000 år, så er det alligevel svært at begribe, at tiden nu er inde til et tronskifte.
- Mange af os har aldrig kendt en anden regent. Dronning Margrethe er indbegrebet af Danmark og har gennem alle årene sat ord og følelser på, hvem vi er som folk og som nation.
Nyt kongepar
- I det nye år vil Kronprins Frederik blive udråbt til Konge. Kronprinsesse Mary vil blive dronning. Riget vil få en ny regent og et nyt kongepar. Alt det kan vi forventningsfuldt se frem til i visheden om, at de er beredte til ansvaret og opgaven.
- Men i aften og i den kommende tid vil vi anerkende dronningens ubestridelige betydning for Danmark, Færøerne og Grønland.
Har gjort Danmark ære
Det gør vi med lige dele taknemmelighed og beundring.
- Dronning Margrethe har gjort kongeriget ære, afslutter statsministeren.
Hun vil desuden kommentere det kommende tronskifte i sin nytårstale mandag aften, lyder det i udmeldingen fra Statsministeriet.