Jeg glæder mig til en festlig aften
Skuespilleren Afshin Firouzi skal guide publikum igennem den nye prisuddeling Det Vi Elsker Prisen, som hædrer film, serier, tv, bøger og teater
Det bliver den biografaktuelle skuespiller Afshin Firouzi, der skal stå i spidsen for uddelingen af den allerførste udgave af Det Vi Elsker Prisen.
Det oplyser mediekoncernen Aller, som står bag prisen, i en pressemeddelelse.
- Jeg glæder mig til en festlig aften i Store Vega, hvor vi sammen hylder den bedste underholdning fra det forgangne år, der har samlet os danskere, skabt samtaler og givet nye minder, lyder det i pressemeddelelsen fra Afshin Firouzi, der netop nu kan ses i actionthrilleren "Hele vejen".
Der skal uddeles 11 priser
Ved showet, som finder sted 4. juni på det københavnske spillested, skal der uddeles 11 priser. Blandt andet for Bedste Hovedrolle i både film og serier, og derudover skal Bedste Film og Bedste Serie kåres.
De nominerede, som endnu ikke er blevet offentliggjort, er fundet og udvalgt af redaktionen på mediet Vi Elsker Serier.
En jury bestående af fagpersoner med tilknytning til Vi Elsker Serier udvælger så prismodtagerne.

- Søger tilflugt i film og serier
Fælles for prismodtagerne er, at de alle har beriget og berørt juryen med deres stærke fortællinger, oplyser Aller.
- Vi lever i en verden i konstant forandring, hvor den ene breaking news efter den anden præger vores hverdag. Derfor søger mange af os tilflugt i film, serier, tv, teater og bøger - både som underholdning og som en kilde til refleksion, lyder det i pressemeddelelsen fra Vi Elsker Series chefredaktør, Carina Nørgaard Schou, der også har været med til at skabe den nye prisuddeling.
- Men det har aldrig været sværere at navigere i det enorme udbud af indhold, og derfor ønsker vi med Det Vi Elsker Prisen at hylde og skabe fællesskab omkring alt det, vi elsker, tilføjer hun.