Jette Vohlert blev forelsket i antikken

Billedkunstneren Jette Vohlert fylder 80 år den 2. november. Hun er altid blevet inspireret af at rejse, og i gave får hun en tur til Rom af sin mand

Billedhugger Jette Vohlert fylder 80 år den 2. november. Hun er stadig aktiv i sit atelier i Aarhus og har i den seneste tid udført flere opgaver i danske kirker. (Arkivfoto).
Offentliggjort

Jette Vohlerts karriere og inspiration

  • Jette Vohlert blev uddannet teknisk tegner og studerede senere på Det Kongelige Kunstakademi under Svend Wiig Hansen.
  • Hun debuterede i 1969 ved Charlottenborgs Forårsudstilling og har siden udstillet på flere prominente steder, herunder Antikmuseet på Aarhus Universitet i 2021.
  • Vohlerts værker er dybt inspireret af antikken og omfatter skulpturer af menneskekroppen, mytologiske figurer og dyrekranier.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Billedhugger Jette Vohlert blev for alvor opslugt af antikkens kunst under en fire måneders rejse til Rom. Her skulle hun lave en skulptur af den græske mytologis helt "Jason".

- Du kan ikke være i en by som Rom uden at blive optaget af antikken, fordi den er simpelthen alle steder, siger Jette Vohlert

Den 2. november kan Jette Vohlert fejre sin 80-års fødselsdag.

Hendes værker er særligt inspireret af antikken, og hendes skulpturer tager ofte udgangspunkt i menneskekroppen.

Men hun har også afbilledet dyrekranier, mytologiske skikkelser, mosefund og døde og ofrede dyr.

Opvokset i Aarhus

Hun er født og opvokset i Aarhus og blev uddannet teknisk tegner på Frichs Maskinfabrik. Her arbejdede hun om dagen, samtidig med at hun om aftenen tegnede på Det Jyske Kunstakademi.

I 1967 blev hun optaget på Det Kongelige Kunstakademi i København, som hun afsluttede hos billedhugger Svend Wiig Hansen.

Selv om studentertiden var hård, og pengekassen var tom, ser Jette Vohlert med stor glæde tilbage på den periode af sit liv.

- Jeg synes, at det var en fantastisk tid. Der var ingen af os, der beklagede sig. Det var besværligt, men vi fik det til at løbe rundt, siger hun.

Debut i 1969

Sin debut fik hun i Charlottenborgs Forårsudstilling i 1969.

Siden hen har hun udstillet sine værker i blandt andet Kunstbygningen i Vrå, Koldinghus, Den Frie Udstillingsbygning i København og senest Antikmuseet på Aarhus Universitet i 2021.

I 1981 blev hun medlem af kunstnersammenslutningen Kammeraterne.

I de seneste år har Jette Vohlert udført mange opgaver i danske kirker.

For hende er det et særligt interessant felt, fordi værket skal passe ind i et rum, der allerede findes.

- Det har været nogle fantastiske opgaver. Det er min holdning, at nye ting skal tilpasses det, der allerede eksisterer, siger hun.

- Kunsten er at integrere det således, at beskueren næsten ikke opdager, at der er tilført nye værker, tilføjer Jette Vohlert.

Stadig akriv

Jette Vohlert er stadig aktiv i sit atelier, og hun rejser stadig meget sammen med sin mand, Niels Vium. På turene tegner de og maler.

Parret har haft et professionelt samarbejde de sidste 30 år.

Derudover har en fælles interesse for klassisk kunst og arkitektur ført til rejser i blandt andet Italien, Grækenland, Spanien, Egypten, Syrien, Iran og Kina.

Sin fødselsdag skal Jette Vohlert fejre "i dyb stilhed". Hendes mand vil give hende en rejse til Rom i julegave, og det ser hun frem til.

Powered by Labrador CMS