Jussi aflyser alt
Jussi Adler-Olsen kommer alligevel ikke til Tyskland
De tyske Afdeling Q-fans får ikke besøg af bestsellerseriens danske skaber, Jussi Adler-Olsen, til marts.
Her skulle krimikongen have været på bogturné.
Men hvad man troede var et nyrestensanfald, har vist sig at være alvorlige rygproblemer.
Det har tvunget Jussi Adler-Olsen til at aflyse, siger hans assistent til B.T.
I behandling
- Han er nu i behandling, men skal tage det med ro, lyder det til avisen.
Den 73-årige forfatter kunne heller ikke deltage i gallapremieren på filmatiseringen af sin sjette Afdeling Q-bog, "Den grænseløse", i slutningen af januar, grundet hvad man troede var nyresten.
Jussi Adler-Olsens sidste Afdeling Q-bog, "Syv m2 med lås", som er den tiende bog i rækken og slutter fortællingen om Carl Mørck, Assad og Rose, udkom i november 2023.
Kræft
Da Jussi Adler-Olsen var i gang med at skrive den tredje bog i serien, "Flaskepost fra P", som udkom i 2009, fik han konstateret prostatakræft.
To år efter ved et rutinetjek blev der fundet kræftceller igen.
I 2000 var han også ramt af den alvorlige sygdom, da han fik konstateret kræft i tyktarmen.
Holdt det for sig selv
I mange år holdt han sygdommene væk fra offentligheden.
Han ville ikke defineres som syg.
Han ville heller ikke risikere, at forlag og læsere verden rundt skulle tvivle på, om Afdeling Q-serien blev færdig, fortalte Jussi Adler-Olsen i et interview med Jysk Fynske Medier sidste år ifølge Avisen Danmark.