Kæmpe klods om benet

Selv om Søs Egelind har klippet navlestrengen til sine døtre, står hun altid klar med en støttende arm, hvis de tilter

Søs Egelind om børneopdragelse og sociale medier

Søs Egelind reflekterer over forskellen mellem hendes egen tilgang til børneopdragelse og den karakter hun spiller, som er en overinvolveret svigermor.

Hun kritiserer også de sociale mediers indflydelse på forældreskab, og er taknemmelig for at de ikke var en faktor, da hun blev mor.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Gode råd kan komme til at virke som en formanende finger i noget så personligt som børneopdragelse.

Det har skuespilleren Søs Egelind selv erfaret.

- Selv om jeg vil sige tak til min mor for alt, kunne hun godt lide at blande sig lidt, og så bliver man det modsatte selv - forhåbentlig. Vi skal jo lære noget, lyder det fra Søs Egelind, som selv er mormor.

Svigermor fra helvede

- Man kan godt være der med en støttende arm, hvis de tipper, selvfølgelig, og så bare ellers tilbyde alt den hjælp, man kan.

Det er stik modsat Marianne, som Søs Egelind spiller i TV 2's nye komedieserie "De bedste år", som netop nu stryger over skærmen.

Her spiller Søs Egelind med egne ord svigermor fra helvede. Hun deler gerne sine egne erfaringer fra moderskabet til sin pressede søn og svigerdatter, spillet af Magnus Millang og Stephania Potalivo, der bakser med at balancere arbejde og børn.

Søs Egelind er lettet over, at Instagram og andre sociale medier ikke fandtes, dengang hun blev mor første gang i 1987, da Molly Egelind, som også er skuespiller, kom til verden. (Arkivfoto).

Holder mig på min banehalvdel

- Det er dejligt at vide, at jeg ikke selv er sådan, fordi jeg gør mig umage med at blive på min egen banehalvdel, siger Søs Egelind og fortsætter:

- Ikke noget med at blive bekymret for, om ens børn nu kan finde ud af at have børn selv eller underholde med sine egne forfærdelige fødsler eller sige: "Det er nok bedre, du holder barnet sådan der, fordi jeg kan da huske engang …".

- Der skal sgu ikke komme nogen og fratage en glæden ved selv at indtage det land, det er, når man bliver forælder for første gang. På godt og ondt, lyder det fra Søs Egelind.

Lettet

Det gælder hverken bedrevidende bedsteforældre eller glansbilleder på de sociale medier med udhvilede overskudsforældre og pæne poder.

Udefrakommende faktorer fylder også en op med forventninger, og Søs Egelind er lettet over, at Instagram og andre sociale medier ikke fandtes, dengang hun blev mor første gang i 1987, da Molly Egelind, som også er skuespiller, kom til verden.

Klods om benet

- Det er jo en kæmpe klods om benet, når man bare prøver på at få lov til at leve sit liv. For man må virkelig gerne være grim. Man må virkelig gerne lugte under armene. Man må det hele! Det andet er ikke muligt. Der er jeg bare en gammel boomer. Men jeg ved godt, det er svært.

- Men vi skal jo alle lukke øjnene endeligt engang, og når vi ligger på vores yderste, tænker man jo ikke på, hvorfor fanden vi ikke så bedre ud på Instagram. Der tænker man på det nære - relationerne, der opstår, når vi har tid. Også når vi er grimme, og det ikke funker.

Næste afsnit af "De bedste år" kan ses på TV 2 Echo og TV 2 Play fredag.

Powered by Labrador CMS