Kendt iværksætter drejer nøglen om

Christiane slukker drømmen

Offentliggjort

Det er slut med at læse i onlinemagasinet ChriChri, som Christiane Schaumburg-Müller Aaxman lancerede i 2014.

Det lykkedes ikke den kendte tv-vært, influencer og iværksætter at rejse sitet efter det, hun beskriver som interne og eksterne udfordringer, som hun ikke har kunnet overkomme.

Det oplyser Christiane Schaumburg-Müller Aaxman i et længere opslag delt på ChriChris profil på det sociale medie Instagram.

Opfyldte drømmen

- Det gik så godt - lige indtil det ikke gjorde det længere. Vi troede, vi kunne rejse os igen efter den voldsomme tilbagegang under pandemien. 

Men desværre er det ikke lykkedes, skriver hun blandt andet og tilføjer senere i opslaget: 

- Jeg havde en drøm. Jeg fulgte den, og jeg gjorde den til virkelighed. Det vil altid stå som en af mine største bedrifter i min karriere – og mest lærerige. 

Ud over onlineuniverset har Christiane Schaumburg-Müller Aaxman også lanceret ChriChri som et fysisk magasin, som hun selv var chefredaktør for. Hun var også med til at stifte forlaget ChriChri Journal.

Går i tænkeboksen

Christiane Schaumburg-Müller Aaxman citerer ordsproget omkring, at når noget slutter, begynder der noget nyt.

- Jeg ved ikke præcis, hvad der kommer til at ske. Men jeg ved, at jeg elsker at dele mine erfaringer, tale med jer (og mig selv!), inspirere og blive inspireret. Med alt fra mad, rejser, tv-serier, bøger - ja alt faktisk! Med det i tankerne går jeg i tænkeboksen, skriver den 42-årige entreprenant til sine Instagram-følgere.

Kendt fra showbiz og iværksætteri

ChriChri udgør en lille del af Christiane Schaumburg-Müller Aaxmans mangefacetterede cv: Oprindelig har hun en bachelor i fransk og kommunikation fra Copenhagen Business School (CBS). Men hun er mest kendt fra showbiz og iværksætteri.

Hun har arbejdet som professionel danser og har haft et væld af værtsjob især på tv, men hun har også lavet radio og podcast.

Derudover har hun lavet skuespil og revy blot for at nævne et udpluk af hendes omfangsrige repertoire.

Sideløbende har Christiane Schaumburg-Müller Aaxman lanceret en tøjkollektion, en stentøjsserie, en hudplejeserie og senest sine egne vine.

Christiane Schaumburg-Müller Aaxman har opkaldt onlinemagasinet ChriChri efter det kælenavn, hun fik, da hun som 17-årig var på udveksling i Frankrig. (Arkivfoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Powered by Labrador CMS