Leder videre efter næste idé
I hele karrieren har Svend Åge Madsen holdt højt tempo og høstet store priser. Den 2. november fylder forfatteren 85, og han bliver ved, så længe det er sjovt
Han har udgivet mere end 50 skønlitterære værker, og så sent som i maj kom det seneste skud på stammen - romanen "Esbens fire liv".
Svend Åge Madsen er mildest talt en produktiv herre
Hans bøger er dog ikke banale af den grund, og han regnes bredt for at være en af de helt store nulevende danske forfattere.
2. november fylder han 85 år, og selv om den seneste bog stadig fylder i hans arbejdsliv, afsøger Svend Åge Madsen også den næste.
- Efter at jeg har udgivet en bog, har jeg altid en længere periode, hvor jeg går og leger med muligheder og prøver dem af rent teoretisk.
- Sådan en fase er jeg i i øjeblikket, siger han.
Læste egentlig mattematik
Svend Åge Madsen er født i Aarhus, som spiller en stor rolle i hans forfatterskab, og læste egentlig matematik på universitetet.
Efter tre års studier helligede han sig i stedet litteraturen, men interessen for matematik tog han med ind i sit omfattende forfatterskab.
Debuten kom i 1963 og gennembruddet i 70'erne med blandt andet "Tugt og utugt i mellemtiden", som blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.
Siden er der kommet mange flere til i det vidtforgrenede forfatterskab, hvor mange af bøgerne er sammenvævede på kryds og tværs.
Inspirationen kommer ofte, når han læser - både skønlitteratur og faglitteratur - og stakken af bøger omkring ham er meget blandet.
I den seneste bog spiller AI en stor rolle, det er også blevet til krimier, og han har skrevet om fanger på flugt fra en koncentrationslejr.
Et hav af priser
Undervejs har Svend Åge Madsen modtaget af hav af priser for sine værker, der både omfatter romaner, noveller og teaterstykker.
Blandt dem Det Danske Akademis Store Pris, som ifølge akademiet betragtes som den fornemmeste anerkendelse af et forfatterskab.
Den pris fik han i 1972, og det kom fuldstændig bag på ham, har han tidligere fortalt. Da han fik beskeden, var det eneste, der undslap ham, et "nå!".
Siden er det blevet til mange flere værker og priser, og nu er Svend Åge Madsen altså i en periode, hvor han igen afsøger mulighederne.
Om en af dem kan bære en roman, eller om de ikke er værd at bruge et år eller længere på, må tiden vise.
Fortsætter med at skrive
Svend Åge Madsen har dog planer om at fortsætte med at skrive, så længe det er sjovt. Og det synes han, at det er lige nu.
- Men om det bliver til noget, det ved man jo aldrig, siger han.
Når tiden ikke bruges på at læse bøger, spiller Svend Åge Madsen tennis, går i teatret, og så er han en del af flere diskussionsgrupper.
Her diskuteres forskellige emner med udgangspunkt i en bog, og i en af grupperne, som består af flere fagfolk, er det moderne fysik, som fylder.
Svend Åge Madsen bor i Risskov i det hus, der i 56 år har dannet rammen om hans liv, og han skal med egne ord "hives herfra".
Den halvrunde dag skal fejres med den nærmeste familie.