Nu bliver punktummet sat i trilogien "De forbandede år"
- Godt hjulpet af en lang række begavede historikere, jurister og gode kollegaer fik Jesper og jeg skrevet manuskriptet færdigt
Næste år bliver punktummet sat i instruktøren Anders Refns trilogi "De forbandede år" om besættelsen af Danmark under Anden Verdenskrig.
Det annoncerer Scanbox Entertainment og produktionsselskabet Snowglobe i samarbejde med Vulkan Film i en pressemeddelelse.
Filmens hovedrolleindehaver Jesper Christensen vender tilbage i rollen som virksomhedsejeren Karl Skov.
En rolle bag kameraet
Men den 76-årige skuespillerlegende har også spillet en rolle bag kameraet - han har nemlig været med til at skrive manuskriptet.
De to første film var Flemming Quist Møller med til at skrive. Men kort inden premieren på "De forbandede år 2" i april 2022 gik den kendte tegner og forfatter bort, 79 år gammel. Dagen inden hans død havde Anders Refn og Flemming Quist Møller netop planlagt punktummet.
- Chokket over at miste min bedste ven og medforfatter førte til en skriveblokering. Men Jesper Christensen og instruktør Rumle Hammerich overbeviste mig om at færdiggøre historien, siger Anders Refn i pressemeddelelsen og fortsætter:

Lærer af fortiden
- Godt hjulpet af en lang række begavede historikere, jurister og gode kollegaer fik Jesper og jeg skrevet manuskriptet færdigt. For i en tid med krig i Europa er det vigtigere end nogensinde at lære af fortiden.
Afslutningen på trilogien sætter med undertitlen "Fredens pris" fokus på retsopgøret om placering af skyld og ansvar efter afslutningen på Anden Verdenskrig i 1945.
Filmen bliver beskrevet som en dramatisk og gribende fortælling om en nation og families forsøg på at hele sig selv.
Flere kendte ansigter
Den centrerer sig om Jesper Christensens Karl Skov, der må stå til ansvar for de valg, han traf som værnemager under krigen.
Bodil Jørgensen genindtager ligeledes sin rolle som hans hustru, der dog forlader ham.
Som parrets børn kan man igen møde Mads Reuther som modstandsmanden Aksel, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen som søsteren Helene og Sylvester Byder som broren Valdemar.
Der bliver også gensyn med Birthe Neumann, Pernille Højmark, Tommy Kenter, Peter Schrøder og Jesper Lohmann.
"De forbandede år - fredens pris" får premiere i 2026.