Populært program skifter vært
Han har et godt tag på målgruppen
Det bliver fremover Jonas Madsen, der skal sige de berømte ord: "Klar, parat, bag", når otte bageglade børn skal forsøge at imponere dommerne med himmerigsmundfulde i "Den store juniorbagedyst".
Det skriver Billed-Bladet.
Jonas Madsen, der allerede er et velkendt ansigt i DR's børneprogrammer, overtager værtstjansen efter Joakim Ingversen, der har travlt med andre opgaver og ikke kunne få kalenderen til at gå op.
To velkendte ansigter
Det er tidligere blevet annonceret, at Joakim Ingversen og hans kendte hustru, Sofie Linde, har været i Schweiz for at optage DR's kommende datingprogram "Hotel Romantik", hvor 20 seniorsingler skal finde deres "sidste, store kærlighed", som det lyder.
Når Jonas Madsen får sin værtsdebut i bagedystteltet, bliver han dog flankeret af to velkendte ansigter.
Dommerduoen bestående af Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo er tilbage i "Den store juniorbagedyst", som første gang blev sendt i 2021.

Lidt færre udfordringer
Konceptet i "Den store juniorbagedyst" er langt hen ad vejen det samme som i originalversionen, "Den store bagedyst", med voksne deltagere. Dog består hvert program typisk af to udfordringer i stedet for tre.
Da DR lancerede "Den store juniorbagedyst" i 2020, forsikrede mediemastodonten, at niveau er lige så højt, som når de voksne kagekreatører kaster sig ud i mousser og fondanter.
Femte sæson af "Den store juniorbagedyst" får premiere på DR 3. maj.