Revykonge gennemgår grim operation
Flemming Krøll ved endnu ikke, om han skal opereres igen. Det fortæller den 69-årige sanger, skuespiller og direktør til Billed-Bladet og Ekstra Bladet
Flemming Krøll har lavet revy stort set hver sommer siden 1979. I mange år har han stået i spidsen for Nykøbing Falster Revyen. (Arkivfoto).
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Flemming Krøll ankom til åbningen af restaurant Grøften i Tivoli i København fredag støttende til en stok og med en skinne på benet.
Han har fået nylig fået amputeret sin ene tå, da han blev opereret i foden.
Det skyldes type 2-diabetes.
Det fortæller den 69-årige sanger, skuespiller og direktør til Billed-Bladet.
- Nu skal det hele, og det tager tid, siger han til ugebladet og fortæller, at det har været meget smertefuldt.
Øget risiko
Ifølge Videncenter for diabetes er personer med sukkersyge i øget risiko for mindre eller større amputationer.
Følgesygdomme i nerver, hjerte og blodkar øger risikoen for at udvikle fodsår, som er den hyppigste årsag til amputationer hos personer med diabetes.
Det udføres som den sidste behandlingsmulighed, oplyser Videncenter for diabetes.
Formålet med en amputation er som regel at undgå, at en infektion spreder sig til resten af kroppen, hvilket kan være livstruende.
Risikerer flere operationer
Over for Ekstra Bladet fortæller Flemming Krøll, at han ikke ved, om han skal opereres igen.
- Det er så alvorligt, at hvis ikke det opfører sig ordentligt, og jeg ikke opfører mig ordentligt, så cutter de hernede i skanken, siger han til avisen og peger under knæet.
- Det vil sige, at jeg skal passe på, hvad jeg spiser og drikker.
I Danmark får omkring en procent af alle personer med diabetes i løbet af deres levetid udført en amputation.
Forskel på type 1-diabetes og type 2-diabetes
Type 1-diabetes:
- Ved type 1-diabetes er produktionen af insulin stærkt nedsat eller ophævet.
- 0,5 procent af den danske befolkning havde denne type diabetes i 2017.
- Det svarer til cirka 28.000 personer.
- Type 1-diabetes kan opstå i alle aldre, men forekommer hyppigst hos børn og unge.
- Tallet har ikke ændret sig fra 1995 til i dag, men det dækker over en vedvarende lille stigning i antallet af nye tilfælde blandt børn og unge på cirka to procent. Der er omvendt et lille fald i antallet af nye tilfælde blandt danskere over 30 år.
- Patienter med type 1-diabetes behandles med indsprøjtning af insulin under huden op til 4-5 gange daglig for at forsøge at efterligne den normale udskillelse af insulin.
Type 2-diabetes:
- Ved type 2-diabetes er følsomheden for insulins påvirkning på cellerne nedsat, og insulinproduktionen er utilstrækkelig.
- Tidligere blev type 2-diabetes kaldt “aldersdiabetes” eller “gammelmandssukkersyge”. Begge dele er misvisende, da sygdommen kan forekomme i alle voksenaldersgrupper og hos begge køn.
- 4,5 procent af den danske befolkning havde denne type diabetes i 2017.
- Det svarer til cirka 256.000 personer.
- Tallet har været stærkt stigende siden 1995, hvor kun 1,2 procent af befolkningen havde type 2-diabetes.
- Da det primære problem ved type 2-diabetes er nedsat følsomhed for insulin på grund af overvægt, behandles det i første omgang med vægtreduktion og fysisk aktivitet. Der kan suppleres med insulinbehandling.
Kilder: Steno Diabetes Center Copenhagen, Lex.dk.