Sadler om efter beskyldning for hykleri
Kongehuset har tidligere fået kritik for at investere i olieselskaber gennem fonde
Der er blevet justeret i kongehusets investeringer, som tidligere er blevet mødt af kritik for ikke at stemme overens med kongehusets udadtil grønne profil.
Et ukendt tidspunkt i 2024 har kongehuset justeret rammerne for kongehusets investeringer med skærpet fokus på bæredygtighed.
Det oplyser kongehusets økonomichef, Dan Folke Pedersen, til DR i et skriftligt svar.
Et fokus fra kongens side
- Alle de kongelige fondes aktier ligger i dag i investeringsfonden Global Sustainable Future hos Danske Invest, lyder det fra ham til mediet.
Det lyder videre, at kongehuset i fremtiden kun vil smide penge i fonde med "et erklæret bæredygtigt investeringsmål", skriver DR.
Kong Frederik har af flere omgange sagt, at han som konge vil have fokus på bekæmpelse af klimaforandringer.
Sådan lød det blandt andet ved hans første officielle besøg som Danmarks monark, der gik til Polen, samt ved hans første nytårstale, hvor også klimaet fik plads.
Har lydt hult
Men selvudnævnelsen som klimakonge har for nogen lydt hult, da der i kongehusets investeringer har været penge til olievirksomheder.
Det skrev mediet Danwatch 31. december 2024. Ifølge mediet havde kongehusets fonde smidt i alt 163 millioner kroner ud på en lang række værdipapirer gennem Danske Bank.
Her kunne man blandt andet finde olieselskaber som BP, Shell og Equinor, skrev Danwatch.
Jacob Dahl Rendtorff, der er professor i virksomhedsetik ved RUC, kaldte det over for mediet for "hykleri".
Til DR siger han lørdag, at det er et "godt signal", at kongehuset har ændret i rammerne for investeringerne.