Signe Lindkvist skal få det til at svinge med ny mand
TV-værten Signe Lindkvist og radioværten Mathias Helt skal være værter ved årets udgave af Tvprisen, hvor det bedste tv fra det forgangne år bliver hædret
Når det bedste tv fra det seneste år skal hædres, er det med Signe Lindkvist og Mathias Helt bag roret.
De bliver nemlig årets to værter til uddelingen af Tvprisen 2025.
Det fremgår af prisuddelingens hjemmeside.
Her skal de to værter uddele 18 priser, når showet løber af stablen 14. marts i DR Koncerthuset i København.
Genganger
Signe Lindkvist er tilbage fra sidste år, hvor hun også var vært sammen med Jacob Riising. Tidligere har hun været vært på børnenes melodigrandprix, MGP, og derudover er hun også kendt fra Cirkus Summarum, tv-programmet "Danmark har Talent" og podcasten "Sitter".
Mathias Helt har kunnet høres på radioprogrammerne "Er du sunshine?", "Absolut Mathias Helt" og "Et stykke med bagedysten".

I dag er han vært på Radio IIII-programmet "Mathias Helts talkshow".
"Den sorte svane" nomineret
Tvprisen arrangeres af Producentforeningen, der er en brancheorganisation for producenter af film, tv og spil.
Ved prisuddelingen er programmer som "Forræder", "I hjernen på stjernen", "Stormester" og "LOL: Den der ler sidst" nomineret.
Også den omdiskuterede dokumentarserie "Den sorte svane" er nomineret til en pris.
Ærespris
Der er i alt 17 kategorier, som Tvprisens 113 jurymedlemmer fordelt på 16 juryer skal finde en vinder i.
Derudover er der en ærespris, kaldt Årets Otto, som gives til en person, hvis karriere man vil hædre.
Sidste år gik æresprisen til Kaare Sand, som blandt andet har været bag dokumentarserien "De unge mødre" og produceret reportageserien "Forført af en svindler".
Tvprisen 2025 foregår i DR Koncerthuset i København 14. marts klokken 20.30.