Skabte magisk øjeblik efter dødsfald

Den kendte entertainer og crooner Michael Carøe lever for at synge, men overlever ved at optræde

Offentliggjort

.

Michael Carøes musikalske karriere

Michael Carøe har i tre årtier dyrket amerikansk musik og ofte optrådt med sange kendt fra Dean Martin og Frank Sinatra.

Han husker særligt en optræden i 1998, hvor han hyldestede Frank Sinatra på dagen for hans død under showet 'Welcome to my Way'.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Musik og sang har en helt særlig plads i Michael Carøes liv.

For ham er musik ligesom at løse en kryds og tværs eller en sudoku.

- Det er noget, jeg altid vil dyrke - uanset om jeg får penge for det eller ej, siger han og tilføjer:

- Outlettet ved at optræde er noget andet. Det er forretningen.

Sammen med Zindy Laursen skal han synge for til Tivolis fællessangkoncept "Syng med i Tivoli" på Plænen 25. juli.

Samspillet med publikum

For Michael Carøe er det interaktionen mellem scene og publikum, der er det spændende.

Her ses Michael Carøe til premieren på sit show "Welcome to my way" i 1998. Han optrådte især med sange af Frank Sinatra og Dean Martin.

- Jeg tror, at det er 10-15 år siden, at jeg - i hvert fald i min bevidsthed - stoppede med at optræde. Jeg synes, at det er meget sjovere at være sammen med folk, siger den 63-årige crooner.

- Jeg kan godt lide det her med at stille mine kompetencer til rådighed for en eller anden situation. Om det er en privat fest eller en offentlig fest.

Under coronanedlukningerne fik flere øjnene op for fællessang, da DR med komponist og dirigent Phillip Faber i spidsen lancerede sangprogrammer, der opfordrede seerne til at synge med derhjemme.

Elsker at lave ingenting

Men for Michael Carøe bragte den verdensomspændende pandemi også andet med sig.

- Jeg er blevet absurd begejstret for at lave ingenting, og det er lidt problematisk, for det er jeg ikke rig nok til. Så det er en lidt konfliktfyldt erkendelse, siger han og griner.

Når han går på scenen i Tivoli bliver det med sange fra den amerikanske sangskat.

I knap tre årtier har amerikansk musik været noget, Michael Carøe har dyrket i sit professionelle virke, og han har flere gange optrådt med de sange, der gjorde Dean Martin og Frank Sinatra kendte.

Døde op til premieren

Han husker særligt premieren på sit show "Welcome to my Way" på Bellevue Teateret i Klampenborg i 1998.

- Jeg skulle optræde med flere af de største amerikanske hits, men dem har Frank Sinatra selvfølgelig sunget en del af, fortæller Michael Carøe.

- Men natten til premieren dør Frank Sinatra.

Derfor besluttede Michael Carøe og hans hold, at de skulle lave en særlig hyldest til det afdøde crooner-ikon.

Magisk øjeblik

Da 11-mands-bandet spillede tonerne til Sinatra-hittet "My Way", blev taget i teateret rullet fra, så man kunne se nattehimlen.

- Så lavede vi en aftale med lysmanden om, at han skulle fjerne lyset fra mig og pege dem op i himlen, fortæller Michael Carøe.

- Det var et virkelig magisk øjeblik. Der sad 200 mennesker i salen, der også vidste, hvad det handlede om.

Frank Sinatra vil selvfølgelig også være at finde i sangrepertoiret 25. juli i Tivoli.

Powered by Labrador CMS