Stjerner fra ind- og udland i Tivoli
Dave Stewart fra Eurythmics og boybandstjernen Ronan Keating er på plakaten til Tivolis Lørdagshits sammen med danske navne som Birthe Kjær og Shu-Bi-Dua 2.0
Som en del af duoen Eurythmics har Dave Stewart storhittet med "Sweet Dreams (Are Made of This)".
Det er blevet en evergreen, og netop derfor svinger den britiske musiker forbi Tivoli som en del af forlystelsesparkens Lørdagshits.
Det afslører Tivoli i en pressemeddelelse.
Hylder popmusik
- Lørdagshits i Tivoli hylder popmusik, som holder efter flere årtier, og alle kan synge med på.
- Det gælder også de internationale navne, vi som noget nyt har på programmet, siger kulturdirektør Frederik Wiedemann i pressemeddelelsen.
For ud over Dave Stewart optræder også Bo Kaspers Orkester fra Sverige og den irske popstjerne Ronan Keating, der fik sit store gennembrud i begyndelsen af 90'erne som en del af boybandet Boyzone.
Hittet med egne sange
Siden har Ronan Keating hittet i eget navn med sange som "When You Say Nothing At All" og "Life Is a Rollercoaster".
Han går på scenen på Plænen lørdag den 3. august akkompagneret af Tivoli Big Band.
Lørdagshits løber af stablen hver eneste lørdag i juli og august.
Sanne Salomonsen
Det bliver førnævnte Bo Kaspers Orkester, som slår tonerne an den 6. juli, mens at Shu-Bi-Dua 2.0 slutter sæsonen af 24. august.
Der er nemlig også danske artister på plakaten.
Ud over Shu-Bi-Dua 2.0 kommer Sanne Salomonsen, Birthe Kjær og Dodo & the Dodos blandt andet forbi.