Støjberg vild med fæl skurke-rolle
Den tidligere udlændinge- og integrationsminister er blevet inspirationskilde til en fæl figur i animationsfilmen ’Shabholm’.
Inger Støjberg har i tidens løb været genstand for et hav af parodier i revysammenhæng.
Og nu er den tidligere udlændinge- og integrationsminister også blevet inspirationskilde til en fæl figur i animationsfilmen ’Shabholm’.
Det fortalte den 50-årige politiker om ved premieren på filmen i Imperial.
Vild med satire
- Jeg har aldrig før haft en skurke-hovedrolle, så det glæder jeg mig til, sagde Inger Støjberg til Kendte.dk forud for filmstart.
- Jeg er vild med satire, og i en tid, hvor ytringsfriheden er under pres, så er det ekstra vigtigt at bruge satiren, sagde hun.
Rammer præcis
- Jeg tager det altid som en stor ære at blive udstillet, og jeg har ofte mødt skuespillerne bagefter forestillingerne, lød det videre.
- Jeg er altid imponeret over, hvor præcis de rammer min karakter. Det er ofte små bevægelser, der skal til. Tænk sig, at der er mennesker, som sætter sig ind i, hvordan man bevæger sig og taler, står og agerer. Det synes jeg helt fantastisk, sagde hun.
Om Inger Støjberg kan bruge det til noget i praksis, var hun lidt i tvivl om.
- Jeg kan i hvert fald få et godt grin over mig selv, sagde hun.