TV 2-vært er slet ikke fan af dans
Rasmus Staghøj har endelig samlet mod til at gå på gulvet i "Vild med dans"
Casterne har flere gange forsøgt at lokke tv-værten Rasmus Staghøj på dansegulvet, og i år er tiden inde.
- Selv om alt i mig skriger, at jeg ikke skal gøre det, så er det netop derfor, jeg gør det. Nu har jeg samlet mod nok til mig, og så snakkede jeg med min kæreste, der også synes, det er en fin idé, fortæller Rasmus Staghøj.
- Jeg har haft lyst til at give mig selv en udfordring - noget, der er uden for min komfortzone - for at se, hvad der er på den anden side af at springe ud i noget, man egentlig synes, er ubehageligt. Kan der komme noget godt ud af det - noget personlig udvikling, mod, lidt selvtillid?, siger han og afslører så:
Misundelig
- Jeg kan egentlig ikke lide at danse. Men jeg har altid været misundelig på dem, der kan. Tænk, hvis jeg kan opnå et eller andet, hvor det bare ser ud, som om jeg kan danse.
Ud over at hans dansepartner, Asta Björk, arbejder på at lære ham hæl og tå, har de også meget fokus på mimikken og udtrykket.
For selv om Rasmus Staghøj egentlig ikke er særlig vild med dans - endnu - skal han ligne en, der er det, når han går på gulvet.
- Det tapper jo lidt ind i min selvtillid, som vi arbejder med i øjeblikket - at føle det og få selvtilliden til, at jeg i det mindste selv tror på, at jeg kan det, lyder det fra Rasmus Staghøj.
Omvendt situation
Det er endnu en af de mange udfordringer, som "Vild med dans" fører med sig, ud over holdning, musikalitet og trin.
Rasmus Staghøj er uddannet journalist og er vant til at være den, som interviewer.
Nu er det ham, der er deltageren, og den, der skal udspørges.
Så det er en meget omvendt situation, end hvad den 39-årige journalist hidtil har gjort, hvor det ellers er ham, der stiller spørgsmålene.
Angstprovokerende
- Det er lidt angstprovokerende. Som journalist og vært bruger du selvfølgelig noget af dig selv, men trods alt i en rolle, og der er det i øvrigt andres historier, der er i fokus. Her er det mig, og det er jeg spændt på og nervøs for. Men jeg er også indstillet på at fortælle noget om mig selv - og måske lærer jeg også noget om mig selv, når jeg skal svare på de spørgsmål, funderer den kendte tv-vært.
- Man hører jo meget fra dem, som har været med før, at det er en rejse. Det er så populært og nærmest klichéagtigt at sige, men jeg kan godt forstå det. Jeg er lidt spændt på, hvad det er, der rammer mig dér, siger han.
Freelancevært
Til daglig udfolder Rasmus Staghøj sig som freelancevært på "Go' Morgen Danmark".
Han har siden sommer været vikar på programmet. Et job, han fik, efter at der ikke var andre opgaver til ham, da han meddelte sin daværende chef, at han havde dækket sit sidste Tour de France for TV 2, da hans nysgerrighed havde rykket sig.
En eksponering, som "Vild med dans" kan give, kan måske føre nye udfordringer med sig, svarer Rasmus Staghøj adspurgt.
- De kan bare ringe
- Folk skal da være velkommen til at ringe. Jeg er på "Go' Morgen Danmark" nu, men jeg er altid åben og tager da altid imod tilbud. Der skal bare være noget journalistik indover. Det er min kerne, understreger han.
Rasmus Staghøj har fået en masse vagter i oktober på "Go' Morgen Danmark" - faktisk stort set fuldtid.
Så han ser ind i et hæsblæsende efterår med et vækkeur, der ringer om natten, så han er klar til at sende fra klokken 06.30 om morgenen, dansetræning om eftermiddagen og så hjem til sin familie, der består af kæresten Katrine Hughes og parrets to små sønner.
Har fået et barn mere
- Det er lidt spændende, hvordan det hele kommer til at foregå. Vi har fået et barn mere, og jeg har ikke arbejdet ret meget i år, så jeg har været enormt meget hjemme, og det har været så dejligt.
- Nu er vi indstillet på som familie, Katrine og jeg, at der kommer en travl periode. Det er okay, så længe man på den anden side giver sig selv lidt fri. Så vi har en ferie planlagt ugen efter Vild med dans-finalen, siger Rasmus Staghøj med et smil.
Årets "Vild med dans" får premiere på TV 2 og TV 2 Play fredag 20. september klokken 20.