Udsætter afgørelse om afslørende bog

Karsten Ree vil forhindre ekskonen Janni Rees nye bog, "Evig Diva", i at blive udgivet

Offentliggjort

Retlig afgørelse om Janni Rees bog udskudt

Retten i Hillerød har udskudt afgørelsen om Karsten Rees forsøg på at stoppe udgivelsen af Janni Rees bog 'Evig Diva' til den 12. marts.

Forlaget Buster Nordic er optimistiske og forventer en afgørelse til deres fordel, mens bogen allerede er tilgængelig på markedet.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Janni Rees nye bog må blive på hylderne lidt endnu

Der kommer alligevel ikke en afgørelse onsdag i en sag mellem forretningsmanden Karsten Ree og tv-personligheden Janni Ree.

Retten i Hillerød afsiger en kendelse 12. marts, skriver Se og Hør.

Fremrykkede udgivelsen

Karsten Ree må derfor vente en uges tid på at få byrettens afgørelse om, hvorvidt der skal nedlægges et midlertidigt forbud mod, at ekskonen Janni Rees nye bog "Evig Diva" udgives.

Oprindeligt skulle bogen være udgivet på Janni Rees fødselsdag, den 11. marts. Men forlaget bag bogen, Buster Nordic, besluttede at fremrykke udgivelsesdatoen, så den kunne købes allerede onsdag morgen - samme dag som retsmødet.

Det har Buster Nordic tidligere oplyst til Ekstra Bladet.

Janni Rees nye bog, "Evig Diva", kan onsdag købes. Det sker, samtidig med at Karsten Ree forsøger at få nedlagt midlertidigt forbud mod, at bogen udgives.

Klar tidligere end planlagt

Fremrykningen skyldtes, at bogen var klar til at blive sendt i omløb tidligere end planlagt, lød det.

Forlaget tror, at Retten i Hillerød i næste uge afsiger en kendelse, der går Janni Rees vej.

- Vi er optimistiske og afventer rettens afgørelse om en uge. Vi forventer en afgørelse til vores fordel. Om det er et godt tegn? Det vil vi mene, siger Buster Nordic til Se og Hør.

Retsmødet onsdag er blevet holdt for lukkede døre, og det er dermed uvist, hvilke argumenter de to sider har fremlagt for retten.

Mener, bog strider mod fortrolighedserklæring

Karsten Rees modstand mod bogen skyldes, at han mener, at den er i strid med en fortrolighedserklæring, som ekskonen har underskrevet. Det har Ekstra Bladet tidligere skrevet efter at have læst forbudsbegæringen.

Bogen "Evig Diva" med undertitlen "Fra ungdommelig uskyld til kvindelig karisma" er på 175 sider og handler om kvindeliv.

I den fortæller mediepersonligheden om at gå fra at være en sent udviklet pige, der ofte følte sig udenfor, til at finde sin egen styrke og plads i verden som voksen.

Første bog i serie på seks

54-årige Janni Ree har indgået en aftale med forlaget om en serie på seks bøger, der skal fokusere på emner såsom kvindeliv, kærlighed, moderskab og selvværd. "Evig Diva" er den første, der er udgivet.

Bogserien går under navnet "Der er så meget vi kvinder faktisk forstår" og hentyder dermed til det slogan, som var med til at gøre hende til et kendt ansigt i den danske befolkning, da hun i 11 år var frontfigur i reklamer for Danske Spil.

Her lød sloganet "Der er så meget, kvinder ikke forstår".

I 2015 blev Karsten Ree gift med Janni Christensen, der i den forbindelse tog sin mands efternavn. Parret gik fra hinanden sidste år.

Powered by Labrador CMS