Vil ikke spille med krænkende band
Følger i Tessas fodspor
Flere kunstnere aflyser nu koncerter med The Antonelli Orchestra efter sexisme-dokumentar.
I 2. afsnit af dokumentaren fortæller flere kvindelige musikere om oplevelser med krænkende adfærd fra et medlem af bandet.
Det er anonymiseret, hvilket bandmedlem det drejer sig om.
Upassende
Andet afsnit centrerer sig blandt andet om de tre sangere Katinka Bjerregaard, Mathilde Falch og Stine Bramsen og deres deltagelse i musikprogrammet "Toppen af Poppen".
De fortæller, at de oplevede at få flere kommentarer, som de opfattede som upassende, fra et medlem af programmets band - som er The Antonelli Orchestra.
Tidligere i dag aflyste Tessa to koncerter, hun skulle have afholdt med The Antonelli Orchestra.
Det skriver B.T.
- Jeg vil på ingen måde associeres med det her2 bandmedlem - og resten af bandet har jo formentlig været med til at muliggøre den her kultur ved at lade ham opføre sig sådan, siger hun til B.T.
Nu dropper han dem også
Onsdag eftermiddag har sangeren Malte Ebert også droppet en koncert med bandet, hvor de sammen skulle have underholdt til en stor firmajulefrokost den 6. december.
Det oplyser hans manager til DR.
- Vi bakker op om Tessa, og vi har i dag, via vores booker, meddelt arrangøren, at vi ikke spiller showet med den nuværende besætning, skriver manageren til mediet.
"Toppen af Poppen" blev sendt på TV 2 og er produceret af produktionsselskabet Mastiff.
I DR-dokumentaren oplyser Mastiff, at der blev iværksat en undersøgelse af forløbet. Den førte til, at der blev "rettet op" på en "uhensigtsmæssig kultur".
TV 2 mener dog, at Mastiffs håndtering - set i lyset af DR-dokumentaren - har været mangelfuld.