“The Square”-instruktør: – Ingen Oscar-succes uden Claes Bang

mandag d. 5. marts 2018 kl: 1. 34 Af: Ritzau Fokus

Ruben Östlund tager gerne æren for at have eksponeret Claes Bang, men ved også, hvad han selv har fået retur. For der var ingen Oscar-succes uden Claes Bang.

Den svenske instruktør Ruben Östlund føler sig efterhånden hjemme i Hollywood, hvor han lige nu befinder sig forud for Oscar-uddelingen, der finder sted natten til mandag dansk tid.

Her er han sammen med holdet bag filmen “The Square” nomineret til en af de prestigefulde statuetter, men så langt var filmen med al sandsynlighed ikke nået, hvis ikke det havde været for den danske skuespiller Claes Bang.

Det fortæller instruktøren, der har oplevet, hvordan skuespillerens arbejde ofte har været et omdrejningspunkt, når han har talt om filmen.

Alle nævner danske Claes Bang

– Jeg har ikke lavet et eneste interview eller en Q&A (spørgsmål fra salen, red.) efter en visning af filmen, hvor der ikke er nogen, der har nævnt Claes Bang, siger Ruben Östlund.

Mick Jagger gør Claes Bang selskab i ny film

– Han gør et fantastisk arbejde i filmen, jeg synes, han er et følsomt menneske, der er meget i kontakt med sine følelser, og som ikke er bange for at bruge dem. Han er heller ikke bange for at bruge sig selv. Samtidig er han en dygtig skuespiller med masser af stamina, siger instruktøren.

Siden “The Square” vandt Guldpalmen i Cannes, har Ruben Östlund rejst verden rundt for at promovere filmen og deltage ved de mange prisuddelinger, hvor den har været nomineret.

Har hevet mange priser hjem

Ud over at den tog et hav af priser ved European Film Awards i december, var den også nomineret ved Golden Globes, og nu kulminerer det hele med muligheden for at hive en Oscar hjem.

– Hvis jeg ikke havde haft en hovedrolle, der var så god, så havde filmen aldrig fået den succes, den har. Jeg er stolt af, at jeg fandt Claes, og af at han har klaret det så godt, siger Ruben Östlund.

Om filmen, der handler om museumskuratoren Christian, der får sat sin moral på alvorlig prøve, har en chance for at vinde, er bookmakerne ikke afvisende over for, men instruktøren tør ikke lægge hovedet på blokken.

Svært at spå om en vinder

– Jeg vil gerne have den Oscar med hjem, men jeg synes, det er svært at spå om, hvad der sker. Det gør det svært for os, at det er en utraditionel film i forhold til de andre, og “En fantastisk kvinde” (chilensk film, red.) er et stærkt bud, siger Ruben Östlund.

– Her er de jo meget følsomme over for sådan noget, hvor man skader børn eller dyr. Og vi sprænger et barn i luften i filmen, siger han og smiler skævt.

Alligevel har han ikke svært ved at visualisere, hvordan han drømmer om, at Oscar-aftenen skal slutte for holdet bag “The Square”.

Ender aftenen med en Oscar i favnen

– Jeg håber, vi ender aftenen i baren på vores hotel, mig og min kone og Claes og hans kone og Elisabeth Moss og vores producer, Erik Hemmendorff, og forhåbentlig har vi en Oscar foran os på bordet, siger han.

Uddelingen finder sted i Dolby Theatre i Hollywood natten til mandag dansk tid.

Disse film skal kæmpe i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film:

“A Fantastic Woman” (Chile).

“The Insult” (Libanon).

“Loveless” (Rusland).

“On Body and Soul” (Ungarn).

“The Square” (Sverige).

Se Claes Bang i hæsblæsende trailer til ny thriller

Kilde: Oscars.com.

 

Del din kommentar

Forsiden lige nu