Oscar-vinder skal betale kæmpe erstatning for voldtægt

Paul Haggis, der står bag "Crash" og "Million Dollar Baby", skal betale 56 millioner kroner i en voldtægtssag

Offentliggjort Sidst opdateret

Et nævningeting i New York City har torsdag lokal tid fundet den Oscar-vindende filminstruktør Paul Haggis ansvarlig for en voldtægt af en kvinde i 2013.

Den 69-årige filminstruktør, der står bag film som "Crash" og "Million Dollar Baby", skal betale kvinden, Haleigh Breest, mindst 7,5 millioner dollar i erstatning.

Det oplyser Breests advokat.

Beløbet svarer til cirka 56 millioner kroner.

Afgørelsen faldt efter en 15 dage lang retssag ved Manhattan State Court.

Den canadiske filminstruktør Paul Haggis skal betale millioner i erstatning i voldtægtssag.
Den canadiske filminstruktør Paul Haggis skal betale millioner i erstatning i voldtægtssag.

Haleigh Breest stod første gang frem med anklagen mod Paul Haggis i 2017. 

Her fortalte hun, at Haggis havde voldtaget hende i hans lejlighed i SoHo på Manhattan i 2013 efter en filmpremiere.

Breest var en af i alt fire kvinder, der i 2018 stod offentligt frem og anklagede Haggis for seksuelt krænkende adfærd.

Paul Haggis har afvist anklagerne.

Lagde aldrig sag an

Haleigh Breests advokat siger efter torsdagens afgørelse, at "retfærdigheden er sket fyldest".

- Vi er så stolte af Haleigh. Dette er en stor sejr for hende og for hele #MeToo-bevægelsen, skriver advokat Ilann M. Maaze i en e-mail.

Paul Haggis' advokat, Priya Chaudhry, siger, at hun mener, at retssagen har været uretfærdig, fordi dommeren tillod udsagn fra andre kvinder, som kom med beskyldninger mod Haggis, men aldrig lagde sag an.

Anholdt i Italien

- De brugte denne mulighed til at fordreje sandheden og begå karaktermod på Hr. Haggis, male ham som et monster og bruge en "hvor der er røg, er der ild"-strategi, udtaler hun i en erklæring.

I juni blev Paul Haggis anholdt i Italien og var i italiensk politis varetægt i over to uger på mistanke om et groft seksuelt overgreb.

Han benægtede anklagen og blev senere løsladt.

Powered by Labrador CMS