Stjerne benægter voldtægt

Rapperen Chris Brown, der i 2009 blev dømt for overfald på Rihanna, beskyldes for voldtægt på yacht i Florida

Rapperen Chris Brown nægter at have begået en voldtægt ombord på en yacht
Rapperen Chris Brown nægter at have begået en voldtægt ombord på en yacht
Udgivet Opdateret

Den amerikanske rapper Chris Brown er sagsøgt for at have bedøvet og voldtaget en kvinde på en yacht i Florida.

Det fremgår af dokumenter indgivet til en domstol i Los Angeles.

Sagsøgeren, der i papirerne blot omtales under dæknavnet Jane Doe, som typisk anvendes for at anonymisere eksempelvis en sagsøger eller en forurettet, kræver 20 millioner dollar i erstatning fra sangstjernen.

Tilbød drink

Chris Brown afviser kvindens beskyldninger i et opslag på Instagram.

Ifølge det civile søgsmål, som blev indgivet torsdag, inviterede Brown kvinden - der beskrives som koreograf, danser, model og musikkunstner - om bord på en yacht ved rapperen Diddy's, der har det borgerlige navn Sean Combs, hjem i Florida.

Her tilbød Chris Brown kvinden en drink, som fik hende til at føle sig "forvirret og fysisk ustabil". Derefter førte han kvinden ind i et soveværelse, hvor han, trods hendes protester, voldtog hende.

Afviser påstand

Kvindens advokater siger til mediet TMZ, at hun ikke anmeldte det påståede overgreb til politiet, fordi hun var flov.

Efter nyheden kom frem, har Chris Brown afvist kvindens påstand på Instagram.

- Jeg håber, at I alle ser dette mønster, skriver han efterfulgt af en emoji af en blå kasket, der bruges til at betegne usandheder på sociale medier.

Dømt for vold

- Hver gang, jeg udgiver musik eller projekter, prøver "DE" at lave noget rigtig lort, skriver Brown videre uden at komme ind på, hvem "de" er.

Chris Brown har før været i søgelyset for vold mod kvinder. I 2009 blev han idømt en betinget straf og samfundstjeneste for at have begået vold mod sin daværende partner, sangerinden Rihanna.

Beskyldt før

Tidligere er han også blevet beskyldt for at have voldtaget en kvinde på et luksushotel i Paris. Brown afviste beskyldningen og blev ikke sigtet.

Chris Brown har siden midten af 00'erne været kendt for sine udgivelser og numre som "Run It", "With You", "Kiss Kiss" og "Forever".

Chris Brown

Christopher Maurice Brown (født 5. maj 1989) er en amerikansk hiphop, pop og R&B sanger sangskriver, danser, musikvideodirector og skuespiller. Han slog igennem med hittet "Run it". Brown har udgivet albummet Chris Brown samt adskillige singler såsom "Run it", "Gimme That", "Yo (Excuse Me Miss)" og "Say Goodbye".

I 2007 har lavede han albummet Exclusive, der bl.a. indeholder hits som "Forever" og "With You". I 2008 lavede han sammen med Jordin Sparks sangen "No Air".

Han har medvirket i tv-serien Orange County og i Stomp the Yard, som er en film med dans og drama.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS